Henrik Dalsgaard løb en risiko, da han i januar forlod AaB til fordel for belgiske Zulte-Waregem. Vinterens transfervindue er kendt i agentkredse som ’desperationens vindue’, fordi det som regel er klubber på randen af panik, der handler her. Enten for at undgå nedrykning, for at vende en dårlig stime eller få den injektion af vitaminer, der kan indfri sæsonforventningerne om en placering i tabellens bedre halvdel.
Det er sjældent, det lykkes, og det er ikke et uvant syn for danskere, der skifter lige efter nytår, at den træner, der medvirkede til at hente dem ind, efter kort tid er smidt på porten.




























