Landsholdsspillerne Riza Durmisi, Nicolaj Thomsen og Nicolai Jørgensen har i sommerens løb skiftet arbejdsgiveren i fodboldens Superliga ud med udenlandske og bedre betalende klubber i Spanien, Frankrig og Holland.
Et skifte til en udenlandsk klub har i efterhånden flere år ikke kun været forbeholdt spillere på landsholdsniveau. Og mens klubber fra Holland, England og Tyskland altid har udvist stor interesse for danske spillere, er de blevet overhalet indenom af Island. Her er pengene noget mindre end de 300 millioner kroner, Chelsea onsdag sendte til Paris SG i den største handel på transfervinduets sidste åbningsdag som betaling for den brasilianske forsvarsstjerne David Luiz.




























