27. august tabte Viborg til OB med 2-1. Siden har Viborg-holdet, som den erfarne og dygtige træner Ove Christensen har bygget op og indstillet så godt, ikke tabt i nu ni kampe på stribe. Med den fortjente 2-0-sejr over AaB cementerede Viborg positionen som den eneste udfordrer til FC København og Brøndby i superliga-toppen. AaB godt med AaB spillede såmænd ganske godt med i lange perioder i den underholdende kamp, men Viborg-spillerne var de mest tændte, de klogeste og skarpeste i afslutningerne. Målkongen Søren Frederiksen - der har lavet 139 superliga-mål for Viborg, AaB og Silkeborg i 335 kampe - blev hyldet og takket på Viborg Stadion, hvor han har spillet sin sidste kamp i topfodbold. I næste sæson skal populære Søren Frederiksen være træner i Skive, og han tog afsked ved at løbe en æresrunde, inden han satte sig på tribunen for at se Viborg konsolidere sin placering i toppen. Vibrog med initiativ Hjemmeholdet spillede i en fleksibel 4-4-1-1-formation, hvor midtbanefolkene var hurtige til at støde frem og støtte Steffen Højer, når Viborg gik til angreb. Backerne var flittige til at komme op på kanterne, og især den unge Søren Jensen imponerede ved at være med i en masse godt opspil. Kantspillerne Alex Nørlund og Christopher Poulsen skiftede af og til pladser, og Viborg-folkene viste mest initiativ og nærkampstyrke før pausen. Gode nordjyske afslutninger Men gæsterne kom efterhånden godt med, og AaB'erne var hurtige til at bryde igennem Viborgs midtbanekæde og komme til gode afslutninger. Det var et god idé at spille mange bolde op til den høje Poul Hübertz, som var ivrig, aggressiv og god til at holde på den. Den placeringssikre og forudseende John Alvbåge i Viborg-målet tog sig sikkert af de skud, gæsterne sendte af sted i første halvleg, hvor Jimmy Nielsen i den anden ende et par gange var usikker, når han gik ud til høje bolde. Smukt mål Martin Åslund var en effektiv dybdeløber og dygtig til at presse AaB-forsvaret, og gæsterne blev udspillet, da 1-0-føringen kom. Søren Jensen spillede dybt til Alex Nørlund, der løb frem i et hul og smart drejede bolden bagud til Christopher Poulsen, der kom stormende til og scorede hårdt og fladt. Det var den tidligere Silkeborg-spillers første pletskud for Viborg. Aalborgenserne forsøgte fra anden halvlegs start at sætte ekstra tryk på, og Viborg stillede sig noget langt tilbage på banen. Solidt Viborg-forsvar Men det solide forsvar omkring de godt tacklende og klogt opdækkende midtstoppere Jesper Andersen og Thomas Andie lod sig ikke ryste. John Alvbåge var fortsat meget kompetent i indgrebene både inde på stregen og ude i feltet, og AaB fik ikke skabt de helt åbne chancer. Pladsen blev for trang Når AaB spillede med mange afleveringer frem over midtbanen med sigte efter Poul Hübertz, betød det, at spillet gik meget forbi AaB's playmaker Martin Ericsson. Og Viborg-spillerne var hurtige til at presse og gøre pladsen trang for den gode dribler Ericsson, når han fik bolden. Hjemmeholdet spillede med føringen i ryggen lidt mere afklaret end AaB, og Viborg skaffede sig med hurtigt spil, bl.a. via den veloplagte Søren Jensen i venstre side, flere gode chancer. Alex Nørlund og Steffen Højer var tæt ved at øge føringen. Mistede troen Ole Tobiasen prøvede med fornuftige afleveringer bag fra at sætte konstruktivt AaB-fremspil i scene, men det var en besværlig opgave mod de hårdt arbejdende viborgensere. Thomas Frandsen og Jakob Glerup var hurtigt hjemme for at hjælpe firebackkæden, når bolden var tabt. Gæsterne troede ikke rigtigt på, at det kunne lykkes at vende kampen, og da indskiftede José Mota trillede bolden ind til 2-0, efter at Steffen Højer havde headet på stolpen, var Viborg-sejren hjemme.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























