Der er kun ét hold i Liverpool. Onsdag aften satte Liverpool FC en tyk streg under det udsagn ved at slå lokalrivalerne Everton 3-1 på udebane og vandt dermed en af sæsonens mest traditionsrige opgør i Premier League. Liverpool mødte op på Goodison Park med otte ligasejre i træk, mens Everton derimod havde tabt de sidste to kampe med 0-8. Det kunne ses på banen, og i løbet af bare 18 minutter førte gæsterne 2-0 på mål af Peter Crouch og Steven Gerrard. Headede reduceringen Kort før pausen fik hjemmepublikummet så noget at juble af, da James Beattie headede reduceringen i nettet, men bare et minut inde i anden halvleg afgjorde Djibril Cissé kampen, da han køligt udplacerede Nigel Martyn i Evertons mål efter en lang solotur. Sejren var dog ikke så klokkeklar, som cifrene antyder, for Everton kæmpede bravt og havde mange kvalificerede afslutninger, men et rødt kort til Phillip Neville med 23 minutter igen spolerede anstrengelserne. I slutminutterne fik Mikel Arteta også et rødt kort, så hjemmeholdet måtte slutte med ni mand på banen. Sejren betyder, at Liverpool konsoliderer sig på tredjepladsen med 37 point, 15 point efter Chelsea, der dog har spillet to kampe flere. Afbud fra Lampard De regerende engelske mestre måtte for første gang i 164 kampe undvære Frank Lampard, som måtte melde afbud til opgøret mod Manchester City. Det var en virus, der fik stoppet midtbanespillerens rekord som manden med flest Premier League-kampe i træk. Men Chelsea klarede alligevel at vinde 1-0 på udebane på et mål af Joe Cole, og den sejr betød såmænd, at de forsvarende engelske mestre trak yderligere fra i toppen af tabellen. Manchester United måtte nemlig nøjes med 2-2 i udekampen mod nedrykningstruede Birmingham. Dermed er United på andenpladsen nu hele 11 point efter Chelsea. Mål af Ruud van Nistelrooy og Wayne Rooney rakte kun til det ene point, da Walter Pandiani udlignede 12 minutter før tid. Tredje nederlag til Tottenham Den helt store taber i toppen var Tottenham, der led sæsonens blot tredje nederlag. Ude mod West Bromwich gik det noget overraskende galt for London-klubben, som måtte tage fra Birmingham-forstaden med 0-2 i bagagen. Martin Albrechtsen spillede hele kampen for hjemmeholdet, der kunne hylde Nwankwo Kanu som dobbelt målscorer. Brian Priske har haft det svært siden manager Harry Redknapp tog over i Portsmouth, men fik chancen fra start i opgøret mod Arsenal på Highbury. Det blev på ingen måde en succes, for ved pausen var hjemmeholdet foran 4-0, hvilket også blev kampens resultat. Dennis Bergkamp og José Antonio Reyes nettede hver en gang, mens Thierry Henry scorede Arsenals to sidste mål. Niclas Jensen på banen Niclas Jensen fik endelig spilletid for Fulham i opgøret mod Aston Villa med Thomas Sørensen mellem stængerne. I rundens mest målrige opgør kunne de to danskere begge gå fra banen med point efter 3-3. Wigan rykkede op på femtepladsen efter 2-0 ude over West Ham. Tre afslysninger Hele tre kampe måtte aflyses onsdag aften, da det vintervejr, som også ramte Danmark, føg henover England. Boltons opgør mod Middlesbrough måtte udskydes, da det system, der skulle sikre varme i banen, brød sammen. Det betød store områder med frost og derfor aflyste dommertrioen kampen. Der var også frost i banen på Ewood Park, hvor Blackburn skulle have mødt Sunderland. Mødet mellem Newcastle og Charlton blev også aflyst kort før kampstart på grund af kulde.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
-
DR-journalist i ny bog om sit andet hjemland: »Frankrig har forandret sig for altid«
-
Det er en af verdens smukkeste togstationer, men ikke mange ved, at du kan overnatte i bygningen
-
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Breaking
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
Klumme af Noa Redington
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Martin Lidegaard
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Jeg har undervist i 66 forskellige klasser. Det er ikke mobilerne, der er problemet
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen