Tottenham havde søndag eftermiddag mulighed for at lukke halvdelen af det hul på seks point de har op til Liverpool på tredjepladsen i Premier League, men måtte nøjes med 2-2 og det ene point på hjemmebane mod Wigan. Oprykkerholdet fra Liverpool-forstaden kom foran efter ti minutters spil, da Paul Scharner fandt Wigans svensker Andreas Johansson i straffesparksfeltet. Andreas Johansson, som Wigan hentede i Stockholm-klubben Djurgården for et lille års tid siden, var også manden som bragte Wigan foran 2-1 i anden halvleg. Forinden havde Tottenhams egypter Ahmed Mido udlignet til 1-1. Mido var derefter ophavnsmanden til Tottenhams udligning. I det 68. minut spillede han den engelske landsholdsaspirant Jermain Defoe fri til den pointgivende scoring til 2-2. Tottenham indtager dermed fortsat fjerdepladsen i Premier League og er fem point efter Liverpool på tredjepladsen - men også fem point foran de to forfølgere, Arsenal og West Ham.
Tottenham satte igen point til
Lyt til artiklen