Det er blandt andet det, der kan være charmerende i fodbold: At bundholdene driller topholdene og nogen gange skaber overraskende resultater. Hvis Christer George havde sparket igennem på et fint indlæg fra Jesper Sørensen, havde vi måske fået sensationen i Århus, hvor FC København i de første 45 minutter slet, slet ikke lignede et tophold. Men George sparkede så blødt, at Jesper Christiansen kunne klare, FCK slap med skrækken, og i anden halvleg vendte billedet totalt. Fornuftige århusianere Men lidt ros til århusianerne, der spillede fornuftigt defensivt, med stort engagement på midtbanen, hvor Roger Risholt fyldte meget, og med pænt pasningsspil i de første 45 minutter. FCK'erne sparkede langt og løb - og det skal man jo gøre i fodbold, for det er et løbespil, men det gælder om at løbe de rigtige steder hen og bevæge sig med omtanke for medspillerne - og fik slet ikke rytme og bredde i opspillet. Taber gejsten Og så er det sådan i fodbold, at en scoring kan betyde en hel masse. Det hold, der kommer foran, får pludselig mere selvtillid og optimisme. Modstanderne taber gejsten og troen. Marcus Allbäck sagde tak for en bold, han fik foræret, og bankede den ind til 1-0. Og da Michael Silberbauer (der spillede i venstre side før pausen uden succes) trak sig fri i højre og centrede, så Thomas Hansen kom til at lave selvmål, var kampen afgjort, og AGF'erne gav op. Atiba Hutchinson, værdifuld med løb i dybden, gned mere salt i AGF-såret ved at bugsere bolden ind til 3-0 i en kamp, hvor FCK'ernes fysiske styrke, vindermentalitet og effektivitet blev afgørende.