800 spillere med i Danmarks længste fodboldkamp

Haderslevs største stjerne, Lars 'Mini' Hansen, får nummer 10 på ryggen. - Arkivfoto: Lars Poulsen
Haderslevs største stjerne, Lars 'Mini' Hansen, får nummer 10 på ryggen. - Arkivfoto: Lars Poulsen
Lyt til artiklen

Haderslev Idrætscenter, som også engang hed Haderslev Stadion, ligger med udsigt over den gamle sønderjyske hertugstad. Og dér har de boldglade borgere slået sig løs, siden Haderslev Fodboldklub blev stiftet tilbage i 1906 - hvilket straks får skarpe læsere til at løfte øjenbrynene i forbavselse og udbryde: Hov, det er jo 100 år siden. Ganske rigtigt - og det har man selvfølgelig også opdaget i klubben, som i dag markerer det meget runde tal med en fodboldfest af uhørte dimensioner. Ganske vist er selve fødselsdagen 14. juli, men da er alle for pokker på ferie og kan ikke komme, så derfor er løjerne rykket frem til denne weekend. Natten igennem Og da det skal være en fest for alle nuværende og tidligere medlemmer af den fodboldklub, som nu om stunder - i et nødvendigt knæfald for vor kommercielle tidsalders sponsorkrævende virkelighed - hedder SønderjyskE og indgår i landsdelens eliteidrætssatsning, ja, så sker det med en fodboldkamp, der roligt kan kaldes Danmarks længste. Kampen begynder i dag kl. 16.00 - og den slutter i morgen kl. 18.00. Altså 26 timers fodbold uden afbrydelse; én lang kamp med skiftende spillere, der kommer på banen ved naturlige afbrydelser i spillet som eksempelvis målspark. I alt vil over 800 spillere blive brugt - og hver eneste spiller vil have sit eget stigende nummer. Dog ligger det fast, at klubbens hjertespiller og store navn, Lars 'Mini' Hansen, får nummer 10, og at moderklubben, Haderslev FK's formand Teddy Pedersen spiller med nummer 100 på ryggen. Kampen begynder med de yngste medlemmer, de 3-4-årige, og derfra arbejder man sig op gennem årgangene på den måde, at man stort set kommer til at møde spillere på ens egen alder. 20 dommere Ved nattetid sendes junior- og ynglingespillerne på banen - de er jo alligevel oppe - og fra lørdag morgen tager de ældre spillere over, blandt dem alle de nuværende trænere og ledere samt oldboys-spillerne og veteranerne. De sidste 45 minutter frem mod slutfløjtet kl. 18.00 - hele 20 dommere skiftes til at dømme - mødes superligaoprykkerholdet fra 2000 og superliganedrykkerholdet fra i år. Og Danmarks længste fodboldkamp, hvor alle mål og advarsler registreres undervejs, afsluttes med ét holdfoto af samtlige 800 spillere. Jamen, det kan da ikke gøres meget smukkere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her