Svensk VM-eventyr sluttede efter tolv minutter

Landstræner Lars Lagerbäck og Fredrik Ljungberg kigger opgivende på hinanden. - Foto: AP
Landstræner Lars Lagerbäck og Fredrik Ljungberg kigger opgivende på hinanden. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Jürgen Klinsmann må vel have sat tysk rekord i højdespring med stående afsæt. Træneren, der har givet tysk fodbold et frisk pust fremad mod verdenstoppen med sine moderne metoder og ledelsesstil og evne til at få VM-holdet til at udvikle en modig, seværdig og offensiv spillestil, sprang i vejret og jublede overstadig af glæde og stolthed, da Tyskland satte tingene på plads med det samme mod Sverige. To hurtige mål To hurtigere træffere afgjorde ottendedelsfinalen i München efter tolv minutter. En kamp hvor svenskerne skuffede - og Henrik Larsson brændte den store chance for at få sit hold komme tilbage i kampen efter pausen, da han sparkede et straffespark begået mod ham selv over mål. Derfor blev det 2-0 til Tyskland, der gav en flot fodboldopvisning i den første halve time og var overlegen i lange, lange perioder - og Jürgen Klinsmann er altså stærkt på vej til at gøre Franz Beckenbauer kunsten efter. Beckenbauer, nygift ved et fredags-VM-bryllup med Heidi, og Klinsmann blev begge europa- og verdensmestre som spillere, og kejser Franz blev også verdensmester som træner, i 1990. Passivt forsvar Det blev en afgørelse faktisk, inden det hele var begyndt. Et alt for passivt og tilbagetrukket svensk hold blev brutalt straffet af superduoen Miroslav Klose og Lukas Podolski. FCK-anfører Tobias Linderoth på den centrale midtbane var for langt fra Michael Ballack, og Linderoths midtbanekolleger angreb ikke modstanderne konsekvent og hurtigt nok. Og den blå-gule firebackkæde var usammenhængende og famlende i opdækning og opbakning. Tyskerne fik optimale arbejdsbetingelser. Ballack spillede frem til Klose, og efter at målmand Isaksson havde halvklaret fra Klose, sparkede Podolski bolden ind til den hurtige 1-0-føring. Den unge kölner, der startede VM-turneringen uden at vise sit normale niveau, fik hermed euforien til at blomstre endnu mere på banen og tribunerne, de tyske spilleres nerver var væk - og svenskerne så ud, som om de ikke vidste, hvor de var, og hvad de skulle gøre. Og sådan optrådte de også. Masser af indlæg Den svenske midtbanediamant gav ringe modstand til den tyske firerkæde, og Tobias Linderoth råbte og skældte medspillerne ud. Podolskis andet pletskud var en ny fornem afslutning efter brillant forarbejde af Miroslav Klose, som trak to forsvarere med sig på tværs, drejede og spillede sin makker fri til skud. Tyskerne spillede frigjort, modigt og optimistisk fremad. Det var flot at se på. Masser af indlæg, mange farlige langskud. Bolden hurtigt fremad banen. Klinsmanns opskrift. Svenskerne spillede ikke sammen, men håbede på individuelle indslag i front af Larsson, Ibrahimovic og Ljungberg. Ibrahimovic viste i et glimt sin klasse, og Lehmann måtte give hjørne. Rødt kort til Lucic Teddy Lucic svigtede sit hold med et par dumme advarsels-frispark og røg ud. Men den brasilianske dommer var streng - og hvis Lucics andet frispark var til gult, så burde 100 andre spillere også have haft advarsler i slutrunden. Tyskerne satte tempoet ned, og svenskerne fik lejlighed til at spille bedre med i de sidste 45 minutter. Men de troede overhovedet ikke på, at det kunne lykkes at vende billedet mod en flok tyske spillere, der fik en fantastisk opbakning og vidste, at hele nationen lever med og står bag holdet. Farvel Sverige Det var tæt på flere tyske mål i den underholdende kamp, som altså slet ikke blev den gyser og tætte match, som mange havde forestillet sig. Tyskland jubler videre - og de blå-gule er på vej hjem. Den sejrssikre avis Bild gav allerede inden kampen en servicemeddelelse til svenskerne i forbindelse med optakten til ottendedelsfinalen: Færgen fra Rostock afgår kl. 7.45, og søndag 13.30 lægger den til i Trelleborg. Der er check-in senest 60 minutter før afgang. Tak for denne gang til Sverige. God hjemrejse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her