FC København leverede sensationen

Glæden lyser ud af Michael Silberbauer efter scoringen til 1-0. - Foto: AP
Glæden lyser ud af Michael Silberbauer efter scoringen til 1-0. - Foto: AP
Lyt til artiklen

For FC København er det ikke nok at være dansk mester og skandinavisk mester. FCK vil videre - og på en historisk aften i Amsterdam lykkedes det endelig for 'løverne' fra Parken at tage det store skridt opad på den europæiske rangstige. FCK'erne fejede med en storslået præstation i anden halvleg favoritterne fra Ajax Amsterdam væk og spillede sig med 2-0-sejren over det hollandske tophold for første gang ind i Champions League. Brillant holdpræstation Hvilken triumf for spillerne, for cheftræner Ståle Solbakken, hvis plan og strategi gik op i en højere enhed med den nødvendige portion held og en brillant holdpræstation i en neglebidende gyserforestilling, hvor 1-2 på hjemmebane blev vendt til en samlet 3-2-succes, der bringer FC København ind i Europas elite. Et stort mål er nået for klubben, hvor Flemming Østergaard gennem årene har været den store, inspirerende drivkraft. Ikke mindst for ham var det en uforglemmelig aften i Amsterdam. Forsigtigt udgangspunkt FCK-træner Ståle Solbakken havde til første halvleg valgt en betydeligt mere forsigtig taktik end i den første kamp i Parken. Uden lyskeskadede Jesper Grønkjær stillede FCK'erne i en formation med kun Marcus Allbäck på toppen. Unge William Kvist var med i højre side på midtbanen og gjorde et godt indtryk med en energisk indstilling og friskhed i sit spil - men, helt som ventet, det var Ajax, der havde initiativet, det meste spil og de fleste chancer og afslutninger før pausen. Havde heldet i første halvleg Mens FCK lurede på direkte konstrastød og på at komme frem og få nogle dødbolde, flyttede hjemmeholdet bolden godt rundt på banen i trekantkombinationer. FCK fik lagt pres på Ajax-forsvaret med frisparks- og hjørnesparksbolde ind i feltet, men kunne ikke skabe noget i åbent spil. I den anden ende bakkede danskerne flere gange for meget og for langt tilbage, og derfor fik Ajax muligheder for at score både et og to mål. Men FCK slap med skrækken i de første 45 minutter. Ryan Babel ramte stolpen, den farlige skytte Wesley Sneijder hamrede bolden lige forbi mål et par gange, og midtbanemanden Gabri, der var dygtig til at snige sig ind i feltet og komme til hovedstødschancer, headede forbi en gang og måtte i et andet tilfælde se den vågne Jesper Christiansen klare flot. Ajax mistede grebet 0-0 ved pausen var helt efter Solbakken-planen. Og så håbede danskerne på, at Ajax-spillerne ville blive overmodige og miste koncentrationen. Det skete. Og efter Michael Silberbauers 1-0-scoring på Tobias Linderoths frisparks-oplæg så man et andet FCK-hold, som spillede med ekstra gejst, selvtillid og enorm kampvilje. Tacklingerne sad med kraft og præcision, Michael Gravgaard og Brede Hangeland optrådte som et par giganter i midterforsvaret, og Lars Jacobsen fik tæmmet Ryan Babel. Tobias Linderoth vandt alle nærkampe, og med Fredrik Berglund på banen spillede FCK'erne langt mere modigt og offensivt. Bid i fremstødene Ajax-holdet virkede en overgang rystet, og de 1.000 FCK-fans brølede af begejstring og støttede energisk deres hold. Der var bid i FCK-fremstødene, og hjemmeholdet blev presset til at begå fejl. En af dem blev straffet, da FCK stjal bolden, William Kvist, der spillede en strålende kamp, strøg af sted i højre side og var heldig at sparke bolden ind på en hollænder, så målmand Maarten Stekelenburg blev totalt snydt. 2-0 til FCK - og den fantastiske føring holdt. Klaas Jan Huntelaar, den dobbelte målscorer fra kampen i København, sendte bolden på overliggeren, og Ajax var altså centimeter fra forlænget spilletid. Legendarisk Ståle Solbakkens mandfolk, der ofrede sig for hinanden, spillede klogt og veldisponeret i anden halvleg og kunne bryde ud i vilde jubelscener, da den tyske dommer fløjtede for sidste gang. Det var en af de store og mindeværdige danske fodboldsejre i udlandet - og nu er FCK'erne klar til at møde de bedste europæiske hold. Det bliver stort for mestrene og for dansk fodbold, der så længe har sukket efter at komme ind i millionspillet, hvor der er mange, mange penge at tjene og enorm sportslig prestige, udvikling og oplevelser, for spillerne, klubben og fansene at se frem til.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her