1. Sæt Christian Eriksen i scene
Det lyder så simpelt: Danmark har en af mægtige Premier Leagues bedste chanceskabere og farligste offensive spillere, så han skal selvfølgelig have en central rolle på holdet. Men sådan har det langt fra altid været med Christian Eriksen, der i Morten Olsens tid som landstræner ofte havde svært ved at blive den markante profil, talentet bør række til. Anderledes har det dog været under Åge Hareide.
I 14 kampe under nordmandens ledelse for Danmark har Tottenham-stjernen scoret 10 mål og lagt op til næsten lige så mange – senest imponerede han i storsejrene over Polen og Armenien ved at have første-, anden- eller tredjesidste fod på alle otte scoringer. For danskernes chancer mod Montenegro er det essentielt, at holdet igen spiller Eriksen til en central rolle.
I de seneste kampe er det sket ved at slå lange bolde frem mod de store angribere, hvorefter kreatøren opsnappe de løse bolde og hurtigt har front mod målet, mens modstanderne er uorganiserede. Det kan meget vel blive modellen igen i aften. Ellers skal holdkammeraterne være dygtige til at finde ham med flade afleveringer i rummet mellem Montenegros forsvar og midtbane,
Den (næsten) komplette guide: Sådan kommer Danmark til VM2. Stop Stevan Jovetic
Overordnet set kendetegner det Montenegros landshold, at spillerne kæmper voldsomt med indædt gejst og stor fysik. Det kan i sig selv blive et hyr for Danmark at dæmme op de montenegrinske muskler, men særligt én spiller er det også værd at holde ekstra øje med. Danskerne skal ganske enkelt stoppe Stevan Jovetic.
Den teknisk stærke angriber har gennem de seneste syv-otte år været betragtet som et af Europas allerstørste offensive talenter, og efter gennembruddet i Fiorentina har det bragt ham til store klubber som Inter, Manchester City, Sevilla og nu de franske mestre fra Monaco. De seneste mange år har han godt nok haft svært ved at forløse potentialet på sine efterhånden ret mange hold, men for nationalmandskabet har han kontinuerligt været en stjerne – som meget vel kan funkle endnu skarpere, når de vilde montenegrinske fodboldfans råber deres helte frem på vejen mod den ret nye nations første slutrunde.
Da danskerne tabte den første kamp mod Montenegro med 1-0, så de også Stevan Jovetic’ kvalitet. Han lagde op til kampens enlige mål, som Fatos Beciraj scorede - han er dog ude af denne kamp med karantæne. Det er Jovetic til gengæld ikke, og med syv mål i de otte hidtidige VM-kvalifikationsopgør har han så rigeligt bevist sin kvalitet.
3. Modstå tilskuertrykket
Som velfærdsramt leverpostejsdansker kan det måske være svært at forstå, hvordan det er muligt at hidse sig så voldsomt op over fodbold, som fansene gør på Balkan. Eller over idræt i det hele taget. Men det gør de altså, for der buldrer altså en helt særlig national stolthed i for eksempel montenegrinernes årer – måske blandt andet fordi de først for 11 år siden opnåede deres selvstændighed efter lang tids kampe.
Derfor vil de bare 15.000 tilskuerne på det intense stadion Stadion pod Goricom i hovedstaden, Podgorica, også lægge et voldsomt pres på de danske spillere. Det skal de kunne håndtere, også hvis det skulle ske, at Montenegro bringer sig foran, og stemningen er ved at koge over.
4. Udnyt chancerne
Selvfølgelig giver det sig selv, at et fodboldhold helst skal udnytte sine chancer. Men i nogle kampe er det bare vigtigere end andre, og der er Danmarks dyst mod Montenegro en af dem. I den første kamp kostede det dyrt, at danskerne brændte så meget, mens modstanderen var effektiv, og på den heftige udebane bliver det næppe billigere.
Altså, det er sandsynligt, at mængden af egentlige chancer vil være lille, og derfor er det så meget desto vigtigere, at Andreas Cornelius, Cristian Eriksen og resten af slænget er skarpe, når de får muligheden. Det var de heldigvis i storsejrene over Polen og Armenien, så egentlig skal de bare holde fast i den positive tendens.
5. Spark gode dødbolde
Netop når chancerne er få, kan dødbolde let blive nøglen til succes. Defensivt gælder det selvfølgelig om at dække solidt op på Montenegros hjørne- og frispark, mens det offensivt faktisk ’bare’ gælder om at fortsætte de gode takter fra de seneste par kampe. Både mod Polen og Armenien scorede Danmark efter hjørnespark, og begge gange efter samme opskrift: Christian Eriksen til Thomas Delaney.
Netop Eriksen er en af de bedste dødboldsspecialister i Premier League, selv om det ind imellem kan se spøjst ud, når han sparker bolden direkte ind i hovedet på den første modspiller. Men det sker altså ind imellem, fordi han slår for eksempel hjørnesparkene så svært: Hårdt og skruet efter et bestemt område. Det gør det vanskeligt for modstanderen at dæmme op for, men øger altså risikoen for at ramme bolden lidt skævt. Det er et ganske lille område på kuglen, han skal træffe, mens det er lettere et sende en blød svæver ind over. Til gengæld er en præcis dødbold fra Eriksens fod – og helst ind til meget hovedstødsfarlige Thomas Delaney – garanti for en udmærket målchance.
fortsæt med at læse




























