Alt imens forhandlingerne om det danske kvindelandsholds fremtid er gået i hårdknude, og en landskamp er blevet aflyst, har de danske fodboldspillere forskanset sig på Hotel Scandic Copenhagen ved Søerne i København, hvor de tilbringer hele dagen. Indenfor.
Med kaffekopper i hånden dasker de rundt bag hotellobbyens semitonede vinduer i alt fra joggingtøj til jeans og skjorte. Der er ingen grund til sponsortøj, for i dag bliver der ikke spillet nogen kamp. Det viser sig med al tydelighed, da Katrine Veje - som første og eneste spiller set udendørs denne dag - lidt over middag kommer gående med adskillige bæreposer, der blandt andet afslører chips.




























