David-effekten har ikke ramt Aarhus endnu. Bekymrende for AGF, traditionsklubben i landets næststørste by med de store ambitioner og drømme (om storhed og titler), som spillerne har så svært ved at leve op til og gøre til virkelighed. Til gengæld er Thomas Nørgaard trådt ud af David Nielsens skygge i Lyngby. Assistenten, der blev forfremmet til cheftræner, da David Nielsen forlod posten for at blive den fyrede Glen Riddersholms afløser, har været med til at skaffe 7 point til Lyngby i 3 kampe.
David Nielsen, som hentede 9 point i superligasæsonens første 10 kampe med Lyngby, har tabt de to første med AGF med en samlet målscore på 0-6. Så der er stort pres på cheftræneren, når AGF i aften tager imod FC Nordsjælland. Lokale medier og fans er bekymrede for, at AGF i tilfælde af et nyt nederlag vil få meget svært ved at komme i slutspillet om medaljer for top-6-holdene i grundspillets 26 runder.




























