De bedste hold, topholdene, vinder ofte også de kampe, hvor spillet ikke kører ordentligt, og modstanderne længe ser bedre ud.
Vi så det igen i Silkeborg, hvor Brøndby fortsatte sejrsserien med 3-1 på det jyske kunstgræs, som Brøndby-spillerne havde vænnet sig til ved den afsluttende træning lørdag eftermiddag. Det var den ottende sejr i træk, og Alex Zornigers mandskab er ubesejret i de seneste 11 superligarunder.




























