Blot VM i Tyskland i 2006 har Nigeria misset siden mesterskabsdebuten i 1994, og de afrikanske superørne skal denne sommer forsøge at bygge videre på en flot statistik, der hedder tre ottendedelsfinaler.
I Rusland får Nigeria dog vanskeligt ved at gå videre fra gruppespillet, hvor Argentina, Island og Kroatien er modstanderne. Det kræver gode præstationer fra anfører John Obi Mikel, og mål fra Chelsea-angriberen Victor Moses. I front råder den tyske landstræner Gernot Rohr desuden over to lovende spillere fra Premier League: Kelechi Iheanacho, 23, fra Leicester og Alex Iwobi, 22, fra Arsenal, nevø til Jay Jay Okocha.
På et område har Nigeria dog allerede sikret sig en topplacering: VM-trøjen.



























