Thomas Delaney står skråt foran sig selv i et stort hvidt telt. Den ene udgave af den evigt energiske midtbanedynamo er godt nok usædvanlig statisk, og der er da også bare tale om en trykt version på et bagtæppe.
Der hænger Thomas Delaney, i interviewteltet ved landsholdets træningsbane nær sortehavsbyen Anapa, sammen med Christian Eriksen og Pione Sisto, og det siger ikke så lidt. De danner baggrund for de fleste af de ord, der via forskellige mediekanaler flyder fra VM-lejren og hjem til de fodboldgale danskere – fordi de er nogle af de største profiler #ForDanmark, som der SoMe-smart står mellem billederne af de tre spillere.




























