Straffespark: Slutrunden i Rusland har kastet endnu en rekord af sig. Hele 20 gange er der i de første 36 kampe blevet peget på 11-meter-pletten. Rekorden kom, da dommeren dømte straffespark til Portugal i 1-1-mødet med Iran. Cristiano Ronaldo brændte dog, mens Irans Karim Ansarifard i tillægstiden scorede på slutrundens 20. straffespark, hvilket var den 15. scoring fra pletten. 9 af straffesparkene er blevet givet som følge af, at dommeren har brugt hjælp fra VAR-systemet. Ved VM i Frankrig i 1998 og VM i Japan og Sydkorea fire år senere blev der peget 18 gange på pletten – i 64 kampe vel at mærke.
Australien: Tim Cahill kom ind mod Peru og skabte en del postyr, men var tæt på at score med et skud, som blev blokeret af Christian Ramos. Dermed fik den 38-årige Cahill ikke scoret det mål, der kunne sende ham i den eksklusive klub af spillere, der har scoret i fire slutrunder. Det er tidligere præsteret af brasilianeren Pele (1958-1970), tyskerne Uwe Seeler (1958-1970) og Miroslav Klose (2002-2014) samt portugiseren Cristiano Ronaldo (2006-2018).




























