Island: Superligaen bliver en VM-spiller fattigere. Randers FC har således solgt den 34-årige målmand Hannes Halldórsson til den aserbajdsjanske klub Qarabag FK. »Hannes' præstationer under VM er ikke gået ubemærket hen. Der har været flere henvendelser på ham, og nu altså også et konkret bud fra Qarabag, som vi har accepteret«, siger kommerciel direktør i Randers FC Søren Pedersen til klubbens hjemmeside. Særligt efter 1-1-kampen mod Argentina høstede den nu tidligere Randers-målmand store internationale roser for sin straffesparksredning på selveste Lionel Messis forsøg.
England: Fabian Delph var hjemme i England, da landsholdet spillede sig videre ved VM med sejren i straffesparkskonkurrencen mod Colombia, men Manchester City-spilleren vendte i dag tilbage til Rusland, efter hans kone, Natalie, havde født parrets tredje barn. »Jeg har lige oplevet de mest utrolige 24 timer«, skriver Fabian Delph blandt andet på Instagram.




























