For første gang i fire sæsoner har Esbjerg spillet sig frem til kvartfinalerne i DBU Pokalen. I et højdramatisk opgør i det syd- og sønderjyske mod de i Haderslev baserede superligarivaler fra Sønderjyske blev det til en vestjysk 2-1-sejr efter forlænget spilletid.
Hollænderen Kees Luijckx’ bragte Sønderjyske foran på et direkte frispark efter en lille times spil, men føringen holdt kun en håndfuld minutter, for så havde den brandvarme Esbjerg-rumæneren Adrian Petre udlignet – på direkte frispark.
I den forlængende spilletid blev det endnu en udenlandsk spiller, der afgjorde opgøret. Den spanske veteran Agus Garcia, der i denne sæson ellers primært har gjort opmærksom på sig selv med to udvisninger i Superligaen, steg i 99. minut til vejrs og headede et hjørnespark i kassen til 2-1, inden Kees Luijckx på få sekunder fik to gule kort for brok og derfor måtte forlade opgøret i 111. minut.
Brøndby storfavoritter mod 2. divisionshold
OB, AaB og FC Midtjylland fra Superligaen samt Næstved fra 1. division og Kolding fra 2. division er også klar til kvartfinalerne.
De resterende mandskaber findes i opgørene Marienlyst-Brøndby (22. november) og FC Nordsjælland-Vendsyssel (5. december).




























