Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Ny kvindeliga skal tiltrække sponsorer og flere fans

Stine Larsen er en af flere spillere fra Brøndby, der er inde omkring det danske landshold. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Stine Larsen er en af flere spillere fra Brøndby, der er inde omkring det danske landshold. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Dansk kvindefodbold får en ny liga.

I løbet af de næste fem år skal ligaen styrke de sportslige forhold med flere kontraktspillere og bedre stadionforhold samt den kommercielle og økonomiske udvikling i klubberne.

Det er visionen i rapporten ’Den Nye Kvindeliga’, som er blevet præsenteret for bestyrelsen i Dansk Boldspil-Union (DBU), der besluttede at følge anbefalingerne.

DBU-formand Jesper Møller ser frem til ændringerne, fortæller han til unionens hjemmeside.

»De senere år har vi oplevet et særligt momentum for pige- og kvindefodbold i Danmark, både i opbakningen til EM-sølvvinderne og med de mange gode initiativer ude i klubberne«.

»Vi ønsker at udnytte dette momentum, så vi sikrer endnu mere sportslig succes og udbredelse af pige- kvindefodbold i Danmark«, siger Jesper Møller.

Tanken med den nye liga er, at den skal have langt større opbakning blandt fans og i den brede befolkning.

Rapporten er udarbejdet af en arbejdsgruppe med deltagelse af DBU og Kvindedivisionsforeningen med input fra blandt andet Divisionsforeningen og de nuværende klubber i 3F-Ligaen.

Ifølge rapporten er faciliteterne og den sportslige konkurrence og spænding i den nuværende kvindeliga ikke tilfredsstillende, hvilket hæmmer udviklingen i dansk kvindefodbold.

Mette Bach Kjær, medlem af DBU’s bestyrelse og formand i den styregruppe, der har stået i spidsen rapporten, håber, at den nye liga vil skabe bedre og mere jævnbyrdige fodboldkampe, flere fans og højere indtægter fra sponsorer og tv-aftaler.

»Dansk kvindefodbold har et kæmpe potentiale, som vi både oplever med de danske klubhold og senest oplevede med kvindelandsholdets succes til EM i Holland i 2017«.

»Vi skal udnytte dette momentum«, siger Mette Bach Kjær.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her