Sene Liverpool-mål giver sejr ude mod Southampton

Liverpools Mohamed Sala scorede et fantastisk mål, da han løb med bolden over en halv banehalvdel og lagde den køligt forbi Southamptons målmand.  Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Liverpools Mohamed Sala scorede et fantastisk mål, da han løb med bolden over en halv banehalvdel og lagde den køligt forbi Southamptons målmand. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Efter seks ligakampe uden mål, så var det igen Mohamed Salah, der strålede for Liverpool fredag aften i Premier League.

Her dukkede egypteren op med ti minutter igen, og efter et langt sololøb scorede han og bragte Liverpool foran 2-1 med sit ligamål nummer 18 i sæsonen ude mod Southampton.

Fire minutter før tid var det så Jordan Henderson, der sørgede for det sidste mål i 3-1-sejren over Pierre-Emile Højbjerg, Jannik Vestergaard og co.

Resultatet betød, at Liverpool spillede sig på førstepladsen i ligaen med to point ned til Manchester City, der har spillet en kamp færre.

Nederlaget var en bitter pille at sluge for Southampton, der slider for at komme væk fra truslen om nedrykning.

Southampton har med 33 point fem point ned til Cardiff under nedrykningsstregen, mens både Fulham og Huddersfield allerede er rykket ned.

Højbjerg heade bolden videre til føringsmål for Southampton

Pierre-Emile Højbjerg var i vælten senest, da han med en scoring sikrede Southampton en 1-0-sejr ude over Brighton, og danskeren var også hurtigt i fokus hos hjemmeholdet i fredagens kamp.

Efter blot otte minutter sørgede danskerne for at heade bolden videre efter et indlæg, og den dumpede ned foran Shane Long, der bankede Southampton foran 1-0.

Føringen holdt helt til det 36. minut, hvor Liverpool udlignede til 1-1.

Trent Alexander-Arnold stod for et indlæg fra højre side, og han serverede bolden til Naby Keita, der lidt heldigt headede bolden i mål, mens Southampton-keeper Angus Gunn så lidt uheldig ud i situationen.

Stillingen hold til pausen, og dermed var der lagt op til spænding i de sidste 45 minutter.

Liverpool skulle i den grad på måljagt i anden halvleg, men med et kvarter igen var der ikke scoret mere i det intense opgør.

Så tog Salah sit løb fra egen banehalvdel, og egypteren spurtede ned mod modstanderens mål og afsluttede sikkert til 2-1.

Fire minutter før tid knaldede Jordan Henderson så bolden i mål efter et oplæg fra Roberto Firmino.

Manchester Citys næste kamp i ligaen er 14. april ude mod Crystal Palace.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her