»Følelsen var ren eufori. Det var en kæmpe forløsning, at Danmark nu skal med, når det er det, vi har arbejdet hen mod de sidste tre år«, siger Lene Kryger, der er ansvarshavende for Danmarks værtskab i EURO2020 om den nervepirrende kamp mandag aften. En kamp, der fik mange landet over til at sidde stivnet på kanten af sofaen i spænding. En kamp, som var afgørende for arrangørerne af EM i København i 2020.
»Vi har jo planlagt alt med henblik på, at Danmark skulle med. Men selvfølgelig har vi godt vidst, at vi kunne risikere at skulle ændre planer i 11. time«, siger Lene Kryger.


























