Ståle Solbakken været på overarbejde hos FC København, i omklædningsrummet og ved sidelinjen i de første tre kampe i det nye år. Han har skældt ud i pausen, har måttet skifte ud mere end beregnet, og han har råbt og skreget undervejs i kampene og rystet på hovedet. Europa betyder meget for FCK’erne, hvor de er en fornem repræsentant for dansk fodbold hvert år. Og det var flot at være tæt på at vinde 1-1-kampen mod Celtic i Parken efter en ringe første halvleg og dermed have forhåbninger om en samlet sejr, når returopgøret er slut i Glasgow på torsdag aften. Men det store fokus på europæisk deltagelse og de kræfter, der er brugt der, har måske kostet 5 point i Superligaen. I FC Midtjylland er de både misundelige på FCK og fryder fryder sig over københavnernes nederlag i Esbjerg og 1-1-kampen i Silkeborg.
Et point i to kampe er til bundkarakter. Ligesom i Esbjerg leverede FCK’erne i Silkeborg en uinspireret indsats før pausen. Der manglede ideer og kreativitet i angrebsspillet. Dynamik. Solbakkens hold havde chancerne til at vinde kampen, både i starten og efter pausen. Men det havde hjemmeholdet også til sidst. Kalle Johnsson i målet var bedste FCK’er. Flere spillere manglede friske ben efter torsdagskampen, og Victor Nelsson blev hjulpet fra banen med en skade. Da Jens Stage udlignede midt i anden halvleg, forventede de fleste nok, at FCK’erne ville køre hjemmeholdet ned i slutfasen. Kent Nielsens mandskab leverede imidlertid en klog, solid og optimistisk præstation. Selvtilliden blev styrket, da Vegard Moberg sørgede for 1-0-føringen før pausen.


























