Peter Sørensen runder 200 superligakampe som cheftræner i den bedste række, når Hobro tager imod Lyngby i den første af to liv eller død-opgør, hvor taberen bliver sparket ned i 1. division. 47-årige Sørensen har også en fin spillerkarriere bag sig og har prøvet og oplevet så meget, at han står rigtig godt rustet til at forberede, indstille og sætte sit hold op til kampe med så enorm betydning.
Han har vundet guld, sølv og bronze som Silkeborg-spiller, sølv med Malmö FF i Sverige og spillet på U21-landsholdet. Han var anfører i norske Ham-Kam, da Ståle Solbakken var cheftræner, og de to førte klubben op i den bedste række. Peter Sørensen har prøvet at rykke op og rykke ned som træner, at blive fyret og har ført Silkeborg i pokalfinalen.


























