Kampen i tal
Barcelona-Bayern 2-8
0-1 Thomas Müller (4) 1-1 David Alaba (7. minut/selvmål). 1-2 Ivan Perisic (22) 1-3 Serge Gnabry (28) 1-4 Thomas Müller (31) 2-4 Luis Suárez (57) 2-5 Joshua Kimmich (63) 2-6 Robert Lewandowski (82) 2-7 Philippe Coutinho (85. minut) 2-8 Philippe Coutinho (89)
Sådan fortsætter Champions League
Kvartfinale
- Lørdag 21.00 Manchester City-Lyon
Semifinaler
- Tirsdag 21.00 Leipzig-Paris SG
- Onsdag 21.00 Bayern-Man. City/Lyon
Finale
- Søndag 23. august 21.00 på Estádio da Luz
Tak. Merci. Thank You. Gracias. Danke.
Sådan står der over klublogoerne på de trøjer, de deltagende mandskaber i Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) Final8-stævner i Europa League og Champions League har trukket over hovederne i disse dage.
Uefas takkekampagne er en hyldest til de titusinder af sundhedspersonaler på hele kontinentet, der siden marts har viet deres øjeblikkelige arbejdsliv til at bekæmpe coronavirus. Takken er helt på sin plads.
Set med mægtige FC Barcelonas øjne, så bliver der i de kommende dage nok nærmere tale om et ’no gracias’ til den endnu siddende træner Quique Setien. Barcelona-træneren havde sendt et tilsyneladende komplet uforberedt mandskab på banen i Lissabon i Champions League-kvartfinalen i Lissabon, hvor tyske Bayern München i et vanvittigt opgør pulveriserede dem 8-2 – vi gentager, 8-2 – og nu skal møde vinderen af lørdagens kvartfinale mellem Manchester City og Lyon i semifinalen.
Barcelona levede nærmest kun i de ganske få øjeblikke talismanen over dem alle, Lionel Messi, funklede, men heller ikke den lille argentiner kunne ene mand fravriste det utrætteligt og konstant angribende tyske mandskab den historisk store sejr.
Var det enden for Messi?
Barcelona og Lionel Messi bedyrede tidligere i år, at parterne er uadskillelige, men efter fredagens ydmygelse mod Bayern München og det genopbygningsarbejde, der helt åbenlyst forestår i en klub, der også er trængt økonomisk, ligner det en snarlig skilsmisse mellem klubikonet og Barcelona. Messi er 33 år, og skal han have et sidste sus i den fodboldverden, han har domineret i snart 15 år, er det næppe på et hold, der skal rekonstrueres.
Vælger Messi at forlade Barcelona, hører han næppe et ondt ord for det. De bør kun have tak til overs for det lille geni, der så mere og mere slukøret ud, som målene ramlede ind.
I Lissabon scorede Bayern München fire gange i den første halve time. Thomas Müller fik holdkammeraterne til at sige ’Danke’ to gange med scoringerne til 1-0 og 4-1. Barcelonas 1-1-udligning faldt symptomatisk nok på en af sæsonens hidtil største forsvarsbrølere, der kom i stand, da David Alaba med en såkaldt rundskæv overrumplede Manuel Neuer i Bayern-målet.
Målmand Neuer vandt ikke kun kampen, han vandt også en storsejr i den interne duel med Barcelonas tyske målmand Marc Andre ter-Stegen, der flere gange var rystende usikker og måske ligefrem præget af, at han reelt stod i en direkte duel med en af Tysklands største fodboldpersonligheder i nyere tid.
Nr. 54 til Lewandowski
En anden stor personlighed, Bayern Münchens superangriber Robert Lewandowski, viste sig til gengæld som værende helt menneskelig. Dog kun i 83 minutter. Så lang tid skulle der nemlig gå, før polakken, der leverede en assist til Thomas Müllers første scoring, med sin 54. sæsonscoring scorede til 6-2, inden den i Barcelona lejede Phillipe Coutinho fuldbyrdede ydmygelsen af Messi og Barcelona med målene til 7-2 og 8-2.
Thomas Müller har efter to mål nu status som alle tiders største Barcelona-bøddel i Champions League. 6 mål i 5 kampe mod Barcelona lyder den flotte total på.
Flot var det også, da Bayern med deres overfaldsfodbold scorede til 5-2 midt i 2. halvleg. Her var denne sæsonens helt store sensation, venstrebacken Alphonso Davies, udfordrede og driblede ind i feltet og derefter spillede backkollegaen fra højre side, Joshua Kimmich, frem til scoring mod et Barcelona-forsvar, der var sprængt til atomer.
Fremtidsfodbold?
Måske.
Tak for det.
Og tak til Messi.
fortsæt med at læse


























