Zlatan Ibrahimovic kunne sikkert sagtens finde på at betragte sig som født deltager, så længe han selv er i stand til at binde sine fodboldstøvler. Ikke desto mindre må han nøjes med at repræsentere en klub, der skiller sig negativt ud i forhold til denne sæsons Champions League: AC Milan er den eneste tidligere vinder, der ikke er med, når den 29. udgave af turneringen bliver fløjtet op kl. 18.55 i aften.
På overfladen ligner verdens stærkeste klubturnering – såvel sportsligt som økonomisk – altså sig selv med en doven placering af favoritværdigheden i feltet af usual suspects som Real Madrid, FC Barcelona, Bayern München, Liverpool og sidste sæsons stadig sultne finalister fra Paris Saint-Germain, når nu Manchester City stadig ikke kan finde ud af at sætte spillere for milliarder af kroner rigtigt sammen.




























