Få overblikket ved denne superligarundes seks kampe.

FC Midtjylland haler ind på FCK med dramatisk sejr i Brøndby

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Brøndby-FC Midtjylland 1-3

1-0 Simon Hedlund (24), 1-1 Evander Ferreira (40), 1-2 Gustav Isaksen (43), 1-3 Anders Dreyer (70).

FCM nærmer sig FCK i toppen, efter at holdet mandag aften slog Brøndby med 3-1.

Der var drama for alle pengene, da FC Midtjylland mandag slog Brøndby 3-1 på udebane i mesterskabsspillet og spillede sig tæt på FC København i Superligaens guldkamp.

Afstanden mellem førerholdet fra FCK og de nærmeste forfølgere fra FCM er nu nede på tre point, inden de to hold på søndag mødes i en direkte guldduel i Herning.

Den højdramatiske mandagskamp bød på et tidligt rødt kort til Brøndby-anfører Andreas Maxsø, hvilket satte sit præg på kampen og var medvirkende til Brøndbys sjette nederlag på stribe.

Brøndby var nødt til at stille sig langt tilbage på banen, hvor værterne satsede på hurtige omstillinger. FCM tog taktstokken og dominerede første halvleg med højt pres og flotte kombinationer.

Det var generelt en hårdt spillet kamp, hvor der blev gået til stålet, og dommer Jakob Kehlet havde masser at se til.

Den hektiske første halvleg bød også på straffespark i begge ender, hvor Brøndby blandt andet fik sat en stopper for sin scoringskrise på fem kampe, da Simon Hedlund bragte hjemmeholdet foran med 1-0.

FCM kom godt tilbage med et straffespark, som Evander scorede på. Efterfølgende satte gæsterne pres på og scorede yderligere to gange.

Derfor ligger Brøndby fortsat på femtepladsen i mesterskabsspillet med 40 point for 27 kampe, mens FCM har 54 point.

Andreas Maxsø fik ikke lang tid på banen, idet han i det ottende minut fik direkte rødt kort, efter at han som bageste mand nedlagde FCM’s Gustav Isaksen.

Trods undertallet kæmpede Brøndby sig i det 23. minut frem til et straffespark, som angriberen Simon Hedlund satte sikkert ind.

FCM kæmpede videre, og det bar frugt. Efter 36 minutter havde Brøndbys Sigurd Rosted hånd på bolden i feltet, og FCM fik dermed et straffespark, som brasilianske Evander udnyttede.

De gode FCM-takter fortsatte, og i det 43. minut scorede kantspilleren Gustav Isaksen et flot mål, da han med en følt venstrefod satte den ind til 2-1.

Trods undertallet kom Brøndby godt ud til anden halvleg, hvor værterne indledningsvis spillede sig frem til flere gode chancer.

Men en personlig fejl 20 minutter før tid af Brøndbys Josip Radosevic blev dyr, da han sendte bolden i fødderne på Anders Dreyer, der afgjorde kampen med målet til 3-1.


AGF-OB 1-2

1-0 Dawid Kurminowski (3), 1-1 Sander Svendsen (58), 1-2 Issam Jebali (straffe 90)

AGF fortsatte søndag tendensen med at gøre livet surt for sig selv og er nu uden sejr i ni superligakampe i streg.

Det står klart, efter at OB gjorde ondt til værre for kriseramte AGF ved at slå aarhusianerne på en straffesparksscoring i overtiden til resultatet 2-1 på Ceres Park i femte runde af Superligaens nedrykningsspil.

Aarhusianerne begik to straffespark i kampen - det sidste et tåbeligt et af slagsen i tre minutters tillægstid, som kostede det ene point.

Med nederlaget er der kun seks point ned til Vejle Boldklub, der ligger lige under nedrykningsstregen.

OB er derimod kun tre point fra syvendepladsen, der sikrer en vigtig playoffkamp om europæisk deltagelse. Der resterer fem spillerunder af sæsonen.

Begge hold havde en god halvleg hver, hvor straffesparksscoringen til allersidst dog kom til at overskygge det meste.

AGF fik en flyvende start, da angriberen Dawid Kurminowski på letteste vis scorede i det tredje minut, efter at OB-keeper Hans Christian Bernat tabte bolden. En stor fejl af keeperen.

Aarhusianerne klarede sig generelt bedst i første halvleg og var tæt på 2-0 ved flere lejligheder.

Lige efter pausen fik gæsterne alletiders mulighed for en udligning, da der blev dømt straffespark, men OB-topscorer Issam Jebali hamrede bolden over målet.

I det 58. minut kom udligningen i hus, da målfarlige Sander Svendsen på forrygende vis tog bolden med sig og fyrede den i mål fra kanten af feltet.

Udligningen var helt på sin plads, da AGF langt fra viste samme niveau som i første halvleg.

Alt pegede i retning af et enkelt point til hver, men dybt inde i tillægstiden blev AGF’s blot 16-årige indskifter Adam Daghim den store skurk for de hårdt prøvede aarhusianere.

I hvad der lignede en kæmpe tanketorsk, slog han til bolden med armen i eget felt, og så fik Issam Jebali en ny mulighed for fra pletten. Og denne gang var tuneseren sikkerheden selv.


FC København-Randers FC 0-1

0-1 Jakob Ankersen (56)

Søndag eftermiddag led FC København et overraskende nederlag til Randers FC, da de to mandskaber stødte sammen i Parken.

Kronjyderne slog løverne 1-0 på et sejrsmål af gæsternes kantspiller Jakob Ankersen i anden halvleg.

Jakob Ankersen modtog bolden fra udeholdets kreative omdrejningspunkt Vito Hammershøy-Mistrati, som smart spillede bolden bag om støttebenet med hælen.

Randers var igennem størstedelen af kampen klart farligst, og samtidig lykkedes mandskabet med at lukke en tandløs FCK-offensiv ned.

Nederlaget betyder, at FCK har seks point ned til FCM på andenpladsen i Superligaen, men midtjyderne har dog en kamp i hånden mod Brøndby. Randers indtager sjettepladsen med 39 point.

Randers fik efter en jævnbyrdig start på kampen sat sig på opgøret, og kronjyderne så ud til at ryste hjemmeholdet med et højt tempo.

Randers spillede hurtigt, og det var tydeligt, at gæsterne kunne true FCK på omstillinger.

Særligt udeholdets hurtige kantspiller Tosin Kehinde var en konstant trussel, og han gjorde det svært for løvernes højre forsvarsside.

Første halvlegs største chance tilfaldt da også Randers.

Gæsternes kantspiller Jakob Ankersen fik en kæmpe mulighed, da han fra kort afstand satte pandebrasken på et indlæg, men bolden gik akkurat forbi mål.

Randers kom stærkt ud til anden halvleg, hvor mandskabet bragte sig fortjent foran.

Netop føromtalte Jakob Ankersen scorede til 1-0 i det 56. minut efter fikst forarbejde af Vito Hammershøy-Mistrati.

Superligaens førerhold forsøgte at presse på, men det lykkedes aldrig at skabe et længere tryk på Randers, som derfor kan rejse hjem til Jylland med tre point.

I kampens slutminutter var der flere gange kraftige appeller for straffespark til FCK, men kampens dommer afviste prompte.


AaB-Silkeborg 1-2

0-1 Sebastian Jørgensen (5), 1-1 Rasmus Thelander (8), 1-2 Anders Klynge (51)

Der blev skabt yderligere spænding i Superligaens mesterskabsspil, da Silkeborg søndag slog AaB med 2-1 i Aalborg.

Opgøret var det første af to i streg mellem de jyske hold, der begge kandiderer til medaljer.

Med sejren åbnede gæsterne for alvor kampen om tredjepladsen, som AaB fortsat sidder på. Nu har nordjyderne dog kun et enkelt point ned til Silkeborg på fjerdepladsen.

Begge mandskaber kæmpede hårdt om boldbesiddelsen gennem kampen, hvor hjemmeholdet havde de fleste angreb og sværmede omkring Silkeborgs felt. Mens aalborgenserne kæmpede med at få slutprodukt på, var østjyderne typisk farlige på omstillinger.

AaB kom således til en del hjørnespark og målforsøg. Dog var afslutningerne sjældent inden for rammen. Silkeborg var til gengæld skarpere på deres chancer.

Det var også silkeborgenserne, som tidligt satte gang i opgøret. Efter fem minutter satte offensivspilleren Sebastian Jørgensen gang i et angreb, hvorefter han selv fik bolden fra kanten af feltet og satte en lav afslutning bag Jacob Rinne i mål til 1-0.

Få minutter efter udlignede hjemmeholdet, da midtstopperen Rasmus Thelander afrettede et hjørnespark ind bag Nicolai Larsen i Silkeborg-målet.

Kort inde i anden halvleg fik Silkeborg endnu en omstilling. Nicolai Vallys tog vejen ind i feltet fra højre side og fandt plads i dybden, hvor midtbanekollegaen Anders Klynge scorede på en lav afslutning fra en spids vinkel.

Til sidst pressede aalborgenserne hårdt på for en udligning, men gæsterne holdt stand og sikrede de tre point i Aalborg.

AaB og Silkeborg mødes igen i næste runde, hvor silkeborgenserne har hjemmebane i endnu en direkte duel om potentielle bronzemedaljer.

Der er fem runder tilbage i Superligaens mesterskabsslutspil.


FC Nordsjælland-Viborg 2-0

1-0 Oliver Antman (20), 2-0 Simon Adingra (57)

FC Nordsjælland fik skabt et hul på syv point ned til nedrykningsstregen, efter at det søndag blev til en 2-0-sejr over gæsterne fra Viborg FF i 27. spillerunde i 3F Superligaen.

Her leverede hjemmeholdet fra FCN en stor indsats og viste især klassen på omstillinger på Right to Dream Park.

FCN’s hurtighed endte med at give gevinst, da de to offensivprofiler Oliver Antman og Simon Adingra kom på tavlen efter angreb, hvor der var fart over feltet.

Med sejren er FCN nu placeret på niendepladsen, da sejren over Viborg sender Farum-klubben forbi AGF i tabellen.

Viborg topper fortsat nedrykningsspillet og har et forspring på seks point ned til OB.

Det var FC Nordsjælland, som var det farligste mandskab, da hjemmeholdet konstant fik udnyttet egen fart og fik Viborg-spillerne ud at løbe efter bolden, hvor gæsterne havde svært ved at følge med.

Det var tæt på at give pote, da Adingra tryllede ude på venstrekanten og spillede angriber Mads Hansen helt fri, men Hansen sparkede forbi bolden.

FCN fik dog noget at juble over, da FCN-back Oliver Villadsen satte fart på i højre side og formåede at spille Oliver Antman fri i feltet. Den chance omsatte Antman til 1-0-føringsmålet efter 20 minutter.

Det var ikke meget, Viborg havde at skyde med, da gæsterne spillede for langsomt på kunstgræsset i Farum.

Den største chance i første halvleg kom til spydspids Jay-Roy Grot, som flugtede bolden på overliggeren.

Gæsterne kom bedre med efter pausen, hvor Viborg i store perioder pressede FCN i bund.

Det betød dog intet, da FCN havde taget skarpheden med søndag.

Det kom til udtryk efter 57 minutter, da værterne erobrede bolden på midten af banen. Adingra blev hurtigt sendt afsted i dybden og kunne score kampens sidste mål.

Viborg får dog allerede mulighed for hævn på fredag, hvor de to mandskaber tørner sammen på Energi Viborg Arena.

SønderjyskE-Vejle 0-1

0-1 Raul Albentosa (90)

I en intens bundkamp slog Vejle til allersidst SønderjyskE på udebane i Superligaens nedrykningsspil.

Det lignede længe en målløs kamp, men spanske Raul Albentosa scorede i overtiden til 1-0 efter et hjørnespark.

SønderjyskE ligger sidst i Superligaen og er nu isoleret med ni point op til nedrykningsstregen. Vejle har nu kun fire point op.

Kampen igennem var Vejle det farligste mandskab. Især holdets omstillinger anført af kantspilleren Edgar Babayan overrumplede SønderjyskE-defensiven flere gange.

Første halvleg var meget lige og intens. Den var også præget af, at begge mandskaber havde en del sekvenser med bolden - uden at det førte til mange oplagte scoringsmuligheder.

Præcis midtvejs i første halvleg blev Vejles Mouhamadou Drammeh spillede helt fri foran mål til en meget stor chance. SønderjyskE-keeper Nicolai Flø reddede dog afslutningen på flot vis.

Efter pausen løsnede den låste kamp sig markant mere op og blev en mere åben affære i begge ender. Det betød, at de to målmænd fik en del mere at lave.

Efter en times spil var Vejle igen tæt på en scoring, da armenske Edgar Babayan fra feltkanten sparkede bolden tæt forbi den ene stolpe.

I overtiden var SønderjyskE tæt på alle tre point, da hjemmeholdets Emil Frederiksen ramte overliggeren efter et frispark fra en spids vinkel.

Kampens sidste mulighed udnyttede Vejles forsvarsspiller Raul Albentosa til at score til slutresultatet 1-0.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her