SUPERLIGAEN
Runde 30
Mesterskabsspillet
Onsdag:
Randers-AaB 2-2
20.00 FC København-Silkeborg 2-1
Torsdag:
20.00 FC Midtjylland-Brøndby (3+)
Nedrykningsspillet
Onsdag:
SønderjyskE-FC Nordsjælland 1-1
Torsdag:
OB-Viborg 1-1
Vejle-AGF 1-0
OB-Viborg 1-1
0-1 Jay-Roy Grot (41), 1-1 Issam Jebali (43, str.)
OB udbyggede sin flotte stime af ubesejrede kampe, men måtte tage til takke med 1-1, da holdet torsdag aften mødte Viborg hjemme på Nature Energy Park i Odense.
OB kom blæsende fra start og lagde et jerngreb på Viborgs defensiv med et højt og vellykket pres, hvilket gav pæne muligheder til både angriber Issam Jebali og midtbanespiller Mads Frøkjær.
Alligevel var det Viborg, der stik imod spil og chancer tog føringen, da midtbanespiller Jan Zamburek spillede angriber Jay-Roy Grot i en friløber, hvorfra han på sikreste vis udplacerede keeper Hans Christian Bernat og gjorde det til 1-0.
Men allerede 60 sekunder senere svarede de fynske værter igen, da Jakob Breum tilkæmpede sig et straffespark. Fra 11-meter-pletten var Jebali sikkerheden selv og bragte balance i regnskabet med pausestillingen 1-1.
Hvor det var OB, der startede bedst i første halvleg, var det Viborg, der kom bedst ud til anden halvleg, men uden det for alvor blev farligt.
Det var generelt en ganske chancefattig anden halvleg, hvor største mulighed var et skud fra Mads Frøkjær i 61. minut, der var var ved at overliste Viborg-keeper Lars Lund Pedersen.
De fremmødte fynboer på tilskuerpladserne fik sig alligevel en hektisk afslutning på kampen, da begge hold pressede på for at få alle tre point, hvilket udløste et hav af nærkampe og pæne chancer.
Pointdelingen betyder at der er status quo i toppen af nedrykningsspillet med to kampe tilbage.
Viborg har, ligesom inden opgøret, ét point ned til OB, der ligesom Viborg jagter den potentielt Europa-givende syvendeplads. Der resterer to kampe tilbage af sæsonen.
FC Midtjylland-Brøndby 2-2
0-1 Christian Cappis (14), 1-1 Evander (79), 2-1 Anders Dreyer (82), 2-2 Andreas Bruus (90+)
Det så ud til, at FC Midtjylland torsdag ville holde guldkampen helt tæt.
Midtjyderne var på vej mod en 2-1-sejr over Brøndby, der ville holde afstanden mellem FCM og FC København på førstepladsen nede på et enkelt point.
Men efter en udligning af Brøndby dybt inde i tillægstiden – så kampen endte 2-2 – fører FCK nu Superligaen med tre point og har gode kort på hånden i jagten på mesterskabet.
FC Midtjylland havde ellers vendt kampen på hovedet ved at gå fra 0-1 til 2-1 i slutfasen, men Andreas Bruus sørgede med sin udligning til 2-2 altså for, at det endte med pointdeling i Herning og fordel til FCK i guldduellen.
Hjemmeholdet var Brøndby overlegen det meste af kampen med stort momentum og de største chancer, selv om gæsterne gik til pause med en føring på 1-0.
FC Midtjylland sad på sagerne fra kampens start og var tæt på at bringe sig foran, da brasilianeren Charles brændte en kolossal chance efter ni minutter.
På trods af det bragte gæsterne sig altså foran, efter at midtbanespilleren Christian Cappis i 14. minut fik sidste fod på et veludført kontraangreb.
Kampbilledet fortsatte efter pausen, hvor Brøndby dog også kom tæt på med flere omstillinger samt et hovedstød på overliggeren.
I 79. minut fik FCM endelig hul på bylden, da offensivprofilen Evander vadede gennem Brøndby-forsvaret og køligt satte den ind til 1-1. Det blev startskuddet til en hurtigt midtjysk comeback.
For det skulle blive endnu bedre for værterne, da Anders Dreyer skød midtjyderne på sejrskurs tre minutter senere.
Men festen i Herning fik en brat afslutning, da Andreas Bruus cirka fem minutter inde i overtiden udlignet til 2-2 med et skud fra distancen, som FCM-målmand David Ousted nok burde have taget sig af.
Vejle-AGF 1-0
1-0 Dimitrios Emmanouilidis (14)
Vejle holder liv i håbet om overlevelse og haler ind på AGF, efter at de rødblusede torsdag slog aarhusianerne 1-0 i ottende runde af Superligaens nedrykningsspil på Vejle Stadion.
På 11.-pladsen har Vejle nu 3 point op til AGF med to kampe tilbage.
Forsvarsspillerne fra Vejle måtte kæmpe bragt for at holde gæsterne for døren, da AGF i store perioder belejrede området foran feltet. Hjemmeholdets chancer opstod derfor ofte på kontraangreb.
Særligt i første halvleg stod der AGF på meget af spillet, selv om Vejle kom foran med kampens eneste mål efter et hurtigt og veludført opspil.
AGF sendte mange indlæg mod modstanderens felt, som aldrig blev rigtigt farlige. De helt store chancer for en udligning udeblev, og det samme gjorde Vejles chancer for udbygning af føringen. Derfor endte kampen 1-0.
Vejle kom foran 1-0, da kantspilleren Dimitrios Emmanouilidis dukkede op ved bageste stolpe efter et indlæg og sendte bolden i nettaget allerede i kampens 14. minut.
Blot to minutter senere var han tæt på at udbygge føringen, da han vendte sig fri af gæsternes forsvar og skød lige på målmanden.
Gæsternes kantspiller Jon Thorsteinsson var tæt på at udligne, da han blev spillet fri efter et fladt indlæg i kampens 48. minut.
AGF havde igen muligheden for at udligne, da midtbanespilleren Mikael Anderson fik et skud med retning mod mål blokeret i det 66. minut.
Trods belejring af Vejles felt mod kampens slutning lykkedes det ikke AGF at udligne før slutfløjt.
FC København-Silkeborg 2-1
1-0 Isak Bergmann Johannesson (2), 2-0 Isak Bergmann Johannesson (59), 2-1 Søren Tengstedt (75)
Det har slingret gevaldigt på det seneste, men FC København har stadig kurs mod guldet i Superligaen.
Onsdag blev det hjemme i Parken til en 2-1-sejr over formstærke Silkeborg, som forud for kampen havde vundet seks i træk.
FCK havde omvendt ikke vundet i de sidste tre kampe, men en aggressiv indstilling var nøglen til succes i 30. spillerunde, da værterne kom stormende ud til kampen.
Det høje pres gav gevinst i kampens begyndelse, da kantspiller Isak Johannesson gjorde det til 1-0 efter kun to minutter.
Selv samme Johannesson var også på spil efter pausen, da han helt umarkeret i feltet kunne gøre det til 2-0, inden Silkeborg-angriber Søren Tengstedt pyntede på resultatet med et flot mål.
Med sejren topper FCK rækken med fire point ned til FC Midtjylland, som har spillet en kamp færre og skal i aktion torsdag mod Brøndby.
Silkeborg er placeret på tredjepladsen med et forspring på fire point ned til AaB inden de to sidste kampe.
Der var tænding på fra start, da FCK forsøgte at presse Silkeborg i bund, og det lykkedes med et aggressivt pres efter to minutter.
Her fik FCK bolden tilbage lige uden for gæsternes felt, hvor Isak Johannesson efterfølgende blev spillet fri, og så fik islændingen nettet til at blafre.
FCK fortsatte gennem halvlegen med at presse Silkeborg ned mod eget mål, da det høje tempo gav gæsterne problemer.
Det var dog sjældent, at udeholdets keeper, Nicolai Larsen, blev testet, da det altid var lige ved og næsten for hjemmeholdet.
Efter pausen brugte FCK samme opskrift, da værterne på ny kom ud som lyn og torden. Efter 59 minutter kom hovedstadsklubben så på 2-0, da Johannesson prikkede et Peter Ankersen-indlæg i mål.
Der kom dog ny spænding med 15 minutter tilbage, da indskiftede Søren Tengstedt bankede bolden over i det ene hjørne til 1-2, men Silkeborg formåede ikke at levere et comeback.
Randers-AaB 2-2
0-1 Milan Makaric (18), 1-1 Tosin Kehinde (49), 2-1 Lasse Berg Johnsen (58, str.), 2-2 Iver Fossum (70)
Randers FC og AaB spillede onsdag uafgjort 2-2 på Cepheus Park Randers i en direkte duel om fjerdepladsen i Superligaen.
Kun en sejr var noget værd for begge mandskaber, hvis håbet om medaljer for alvor skulle holdes i live, men i sidste ende var det ganske fortjent, at kampen endte uden en vinder.
Pointdelingen betyder, at AaB og Randers forbliver på henholdsvis fjerde- og femtepladsen i Superligaens mesterskabsspil.
Nordjyderne, der ligger to point foran Randers, har stadig fire point op til Silkeborg på tredjepladsen, der dog har en kamp i hånden.
Selv om Randers kom bedst fra start med et vellykket pres højt i banen, lykkedes det AaB at komme i front efter et kvarters spil.
Via en afretning sparkede angriber Milan Makaric bolden i mål fra midten af kronjydernes straffesparksfelt.
Randers havde flere fine muligheder for at bringe balance i regnskabet inden pausefløjtet, men det blev aldrig for alvor farligt.
Omvendt så det dog ud i anden halvleg.
Hjemmeholdets angriber Tosin Kehinde scorede først til 1-1 efter kun 47 minutters spil, mens midtbanespiller Lasse Johnsen kun få minutter senere bragte Randers foran på et straffespark.
Et VAR-gennemtjek viste, at bolden kun lige sneg sig ind over stregen.
Efter 64 minutters spil modtog Randers-forsvarer Simon Graves et rødt kort, hvilket AaB hurtigt udnyttede med en scoring til 2-2 af midtbanespiller Ivan Fossum.
Resten af kampen kæmpede Randers bravt for det ene point, og til stor glæde for tilskuerne lykkedes det hjemmeholdet at holde AaB fra endnu en scoring.
SønderjyskE-FC Nordsjælland 1-1
1-0 Peter Christiansen (62), 1-1 Magnus Kofod Andersen (84)
Efter 14 sæsoner i Superligaen skal SønderjyskE en tur ned på dansk fodbolds næsthøjeste niveau.
Onsdag blev det en kendsgerning, at sønderjyderne rykker ud af Superligaen, da det hjemme mod FC Nordsjælland endte 1-1.
Det efterlader SønderjyskE med syv point op til AGF lige over nedrykningsstregen, men kun to kampe tilbage til at indhente det i, og det er altså ikke nok.
SønderjyskE har på 30 kampe i denne sæson samlet 22 point sammen. Blot fire sejre er det blevet til. To af dem er kommet inden for de seneste fem kampe i nedrykningsspillet.
SønderjyskE var sidst at finde i 1. division tilbage i 2007-08-sæsonen. Efter oprykningen lå holdet i mange år i den tunge ende af superligatabellen, inden det i 2015-16-sæsonen sensationelt blev til en andenplads og sølvmedaljer.
I både 2019-20 og 2020-21 var SønderjyskE i pokalfinalen. Den første af de to finaleoptrædener blev vundet.
FC Nordsjælland blev reduceret til 10 mand efter 32 minutter. Forsvarsspilleren Adamo Nagalo blev udvist, da han som bageste mand spændte ben for SønderjyskEs Peter Christiansen.
Trods udvisningen fik FCN-angriber Benjamin Nygren kort efter en stor scoringsmulighed i en fri position i feltet. Men SønderjyskE-keeperen diskede op med en flot fodparade.
Efter 62 minutter udnyttede SønderjyskE overtallet og scorede til 1-0. Peter Christiansen gled bolden i mål efter en flot løftet aflevering ind i feltet.
SønderjyskE havde i slutfasen muligheden for at fordoble føringen, men i stedet udlignede FC Nordsjælland til 1-1. Midtbaneprofilen Magnus Kofod brugte hovedet til at heade bolden i mål og sendte dermed SønderjyskE ned i 1. division.
For FC Nordsjælland betyder resultatet, at holdet ligger 9 point over nedrykningsstregen og har 5 point op til Viborg på førstepladsen i Superligaens nedrykningsspil.
Vejle ligger til at følge med SønderjyskE ned i 1. division. På næstsidstepladsen er der med tre kampe tilbage 6 point op til AGF for vejlenserne.
Ritzau




























