FAKTA
Topholds program
De sidste to spillerunder i Premier League ser således ud for Manchester City og Liverpool:
- 15. maj
- West Ham-Manchester City
- Southampton-Liverpool
- 22. maj
- Manchester City-Aston Villa
- Liverpool-Wolverhampton
Kevin De Bruyne gik målamok, da Manchester City onsdag aften kom et skridt tættere på vinde mesterskabet i Premier League.
Den belgiske midtbane-maestro var ustyrlig og scorede fire af Citys mål i en 5-1-sejr ude over Wolverhampton.
De Bruyne havde allerede leveret et hattrick midtvejs i første halvleg, og et kvarter efter pausen kom han så op på fire scoringer.
Resultatet betyder, at Manchester City med to kampe tilbage fører Premier League med 3 point ned til Liverpool på andenpladsen. En City-sejr på søndag over West Ham og et pointtab til Liverpool i tirsdagens udekamp mod Southampton, vil derfor sende mesterskabet til Manchester.
De Bruyne-showet begyndte i 7. minut, hvorefter City fik sig lidt af et chok. Leander Dendoncker udlignede nemlig for Wolverhampton, men der var ikke lighed på måltavlen ret længe.
Et kvarter senere stod der 3-1 til City efter yderligere to De Bruyne-træffere. Belgieren kom op på et hattrick med et hårdt skud fra kanten af feltet.
4-1-målet i anden halvleg tog pusten fra Wolverhampton. Raheem Sterling bankede det sidste søm i Wolverhamptons kiste med cirka 10 minutter tilbage.
Brentford sikret ny sæson
Thomas Frank og Brentford skal også i næste sæson spille i Premier League. Det er en kendsgerning, efter at Leeds onsdag tabte 0-3 til Chelsea. Resultatet betyder, at Leeds, der lige nu ligger lige under nedrykningsstregen, ikke kan ende over Brentford.
9 point adskiller de to hold, og Leeds har kun to kampe tilbage i kalenderen.
Brentford, som ligger på 13.-pladsen, har aldrig været i konkret nedrykningsfare, men med en placering i den tunge ende af tabellen har danskerklubben altså skullet kigge sig lidt over skulderen. Det er ikke nødvendigt længere.
Andreas Christensen startede inde for Chelsea mod Leeds, og han kunne allerede efter et par minutter se Mason Mount gøre det til 1-0. Først 10 minutter efter pausen blev det så 2-0 ved Christian Pulisic, inden Romelu Lukaku lukkede kampen med sit mål til 3-0 cirka 10 minutter før tid.
Sejren giver Chelsea gode muligheder for at ende i top-4 og indløse en billet til Champions League i næste sæson. Thomas Tuchels mandskab har på tredjepladsen 8 point ned til Tottenham, der ganske vist har spillet en kamp færre.
Ritzau
fortsæt med at læse


























