Los Angeles, New York, Toronto, Vancouver og Mexico City er blandt de byer, hvor der skal spilles fodboldkampe, når USA, Canada og Mexico i fællesskab afholder VM i 2026, oplyser Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) sent torsdag aften.
»Vi lykønsker de 16 værtsbyer med deres enestående engagement og passion. I dag er en historisk dag for alle i de pågældende byer og stater og for Fifa, Canada, USA og Mexico, som vil sørge for det bedste show på Jorden«, udtaler Fifa-præsident Gianni Infantino i en meddelelse.
Der er udvalgt 11 værtsbyer i USA, 2 i Canada og 3 i Mexico. Byerne i USA er Atlanta, Boston, Dallas, Houston, Kansas City, Los Angeles, Miami, New York/New Jersey, Philadelphia, San Francisco Bay Area og Seattle. De canadiske byer er Toronto og Vancouver, mens værtsbyerne i Mexico er Guadalajara, Mexico City og Monterrey.
Den udvidede slutrunde vil for første gang nogensinde have hele 48 hold med. Det er en stigning på 16 fra dette års VM i Qatar i november og december, hvor 32 lande er repræsenteret. VM i 2026 bliver derudover det første fodbold-VM, der bliver afholdt af tre lande i fællesskab.
Cincinnati, Denver, Edmonton, Nashville, Orlando og Washington, D.C./Baltimore havde også håbet at skulle være værtsbyer, men blev ikke valgt.
»Vi er meget taknemmelige ikke kun for de 16 byer, der blev udvalgt, men også over for de andre seks. Dem ser vi frem til fortsat at engagere os i og udforske muligheder for at byde fans og deltagende hold velkommen«, udtaler Gianni Infantino.
Fifa-præsidenten tilføjer, at det utvivlsomt vil have en stor indvirkning på hele regionen og det bredere fodboldsamfund, at VM i 2026 bliver afholdt på tværs af tre lande.
ritzau
fortsæt med at læse




























