Dermed bliver det som forventet farvel til lille Brentford og goddag til en af Premier League-giganterne.

Han siger, det bliver fantastisk: Christian Eriksen skal spille for Manchester United

Den danske fodboldstjerne Christian Eriksen fortsætter karrieren i Manchester United. Foto: Jens Dresling
Den danske fodboldstjerne Christian Eriksen fortsætter karrieren i Manchester United. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Christian Eriksen kan nu kalde sig Manchester United-spiller.

Fredag oplyser den engelske storklub, at fynboen er ny spiller i klubben. Den danske fodboldstjerne har sat sin underskrift på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2025.

»Manchester United er en speciel klub, og jeg kan ikke vente med at komme i gang. Jeg har haft privilegiet at spille på Old Trafford mange gange, men at gøre det i Uniteds røde trøje bliver fantastisk«, siger Eriksen på Uniteds hjemmeside.

United betaler ikke nogen overgangssum for Eriksen, da han formelt har været klubløs siden udgangen af juni.

Her udløb hans kontrakt med danskerklubben Brentford. Eriksen kom til London-klubben i januar, efter at han på grund af sit hjertestop i Parken sidste sommer fik ophævet sin kontrakt i Inter.

Eriksen kunne ikke fortsætte i den italienske klub, fordi reglerne i den italienske liga umuliggør, at man kan spille med den form for pacemaker, danskeren har fået indopereret.

Eriksen har tidligere spillet i Tottenham og Ajax. Manchester Uniteds nye cheftræner, Erik ten Hag, kom til klubben fra netop Ajax.

»Jeg har set Eriks arbejde i Ajax og kender detaljeniveauet og den forberedelse, som han og hans stab arbejder med hver dag. Det er tydeligt, at han er en fantastisk træner«, siger Eriksen.

»Efter at have snakket med ham og lært om hans visioner og måden, han vil have holdet til at spille på, er jeg endnu mere spændt på fremtiden. Jeg har stadig kæmpe ambitioner i fodbold, der er rigtig meget, jeg ved, jeg kan opnå, og det her er det perfekte sted at fortsætte min rejse«.

Landstræner Kasper Hjulmand ønsker Christian Eriksen tillykke med skiftet til Manchester United.

»Det er dejligt at have ham tilbage på banen og nu med et spændende skifte til Manchester United, der med Erik ten Hag som ny træner går en spændende tid i møde. Christian er en klassespiller, der kan gøre en forskel på ethvert hold, både i Premier League, i europæisk fodbold og på landsholdet«, lyder det bl.a. i et skriftligt statement fra Kasper Hjulmand.

Store ord fra fodbolddirektør

Manchester Uniteds fodbolddirektør, John Murtough, kalder Eriksen for en af de bedste offensive midtbanespillere i Europa.

»Det er ikke overraskende, at han har haft mange muligheder denne sommer, så vi er rigtig glade for, at han var overbevist om, at det her er den rigtige klub for ham«, siger Murtough på Uniteds hjemmeside.

»Ud over sin fremragende teknik vil Christian tilføje værdifuld erfaring og lederevner til holdet, og vi ser frem til at se afkastet af disse kvaliteter på banen i denne sæson og i fremtiden«.

Christian Eriksen er den syvende dansker, der kommer til at optræde for Manchester United.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her