OB-FCN 0-2
0-1 Ernest Nuamah (3), 0-2 Andreas Schjelderup (86)
FC Nordsjælland vandt mandag aften med 2-0 over et tamt OB-hold på Nature Energy Park.
Skarpheden i felterne blev blandt andet udslagsgivende. Offensivspillerne Ernest Nuamah og Andreas Schjelderup scorede for udeholdet.
OB savnede en række offensive profiler til mandagens kamp. Issam Jebali, Emmanuel Sabbi og Max Fenger var alle ukampdygtige grundet skader.
Det gav plads til angriber Bashkim Kadrii, der fik sin første startplads siden februar, men han gjorde ikke meget væsen af sig.
Med sejren på 2-0 fører FCN Superligaen efter første spillerunde. OB er derfor selvsagt sidst.
Der tegnede sig hurtigt et billede af OB som det boldbesiddende hold. FCN accepterede det og lukrerede på omstillinger, hvor især FCN-angriber Ernest Nuamah var iøjnefaldende i flere omgange.
Stadionuret havde knap rundet tre minutter, da Nuamah sprintede fra OB-forsvaret og bragte gæsterne fra Farum foran med 1-0 på netop en omstilling.
OB forsøgte at sætte sig på kampen, men savnet af de offensive profiler kom til udtryk flere gange i løbet af første halvleg ved et par fine muligheder, som ikke blev helt farlige.
Det blev ved lige ved og næsten for OB, der gik til pause bagud med 0-1.
Fem minutter inde i anden halvleg brød jublen ud på stadion i Odense. De fremmødte tilskuere troede, at debutant Charly Horneman havde bragt balance i regnskabet, men målet blev annulleret af VAR.
Det var herefter en rodet anden halvleg, hvor der var flere nærkampe og dueller, end der var målchancer.
I det 85. minut lukkede FCN opgøret med en scoring til 2-0. Det var Lasso Coulibaly, der spillede Andreas Schjelderup fri foran et tomt mål, hvorfra han ikke kunne undgå at score til slutresultatet 2-0.
Brøndby-AGF 1-0
1-0 Anis Ben Slimane (79)
Det lignede længe en pointdeling, men en sen scoring sikrede søndag aften Brøndby en planmæssig sæsonstart mod AGF.
Midtbaneprofilen Anis Slimanes skud blev rettet af i det 79. minut og snød en ellers velspillende Jesper Hansen i AGF-målet, så Brøndby kan glæde sig over en 1-0-sejr i første runde af den nye superligasæson.
Det blev en intens og ganske underholdende affære på Brøndby Stadion, selv om det tekniske niveau ikke altid var i top, og der blev lavet en del fejl særligt i første halvleg.
Brøndby dominerede med stor boldbesiddelse og bevægelighed en fysisk præget affære, der havde chancer til langt flere mål, men begge hold manglede kvalitet på den sidste tredjedel.
Uskarp start for Rösler
Det var AGF’s første kamp med Uwe Rösler som cheftræner, efter tyskeren denne sommer har afløst David Nielsen, men der blev ikke revolutioneret noget hos aarhusianerne.
AGF bød ind med den velkendte fysik og viste til tider også lovende takter i spillet, men slutproduktet og skarpheden manglede.
I Brøndby blev der skrevet historie, da Oscar Schwartau startede inde for Brøndby og således blev klubbens yngste debutant nogensinde i en alder af 16 år og 61 dage.
Ud over den purunge angriber gav Brøndby debut til nyindkøbet Sebastian Sebulonsen, mens AGF havde tre debutanter i form af Tobias Mølgaard, Mads Emil Madsen og Sigurd Haugen.
Fra første fløjt var det tydeligt, at der manglede nogle relationer på begge mandskaber.
En del fejlafleveringer og misforståelser gav en til tider rodet første og ganske uskøn første halvleg.
Brøndby steppede op efter pausen og belejrede i perioder AGF-feltet og brændte en række store tilbud.
Underholdningsværdien var langt større i anden halvleg, hvor tempoet var højere, fejlene færre og spillet mere sammenhængende.
Det bølgede frem og tilbage med muligheder i begge ender, og 11 minutter før tid kom forløsningen for Brøndby, da bolden blev rettet af og strøg i mål, så Anis Slimane blev matchvinder.
FC København-Horsens 0-1
0-1 Lubambo Musonda (61)
Jagten på endnu et sæt guldmedaljer startede langt fra optimalt for FC København, da de forsvarende mestre åbnede 2022-2023-sæsonen med at tage imod oprykkerne fra AC Horsens.
SUPERLIGAEN
Runde 1
Fredag
FC Midtjylland-Randers FC 1-1
Søndag
14.00 Viborg-AaB 2-1
14.00 Lyngby-Silkeborg 2-2
16.00 FCK-Horsens 0-1
18.00 Brøndby-AGF 1-0
Mandag
19.00 OB-FC Nordsjælland 0-2
Gæsterne tog en overraskende sejr på 1-0 og fik modsat FCK en drømmestart på sæsonen.
Begge hold fik et mål underkendt i første halvleg, og først i anden halvleg blev der åbnet for scoringskontoen, da oprykkerne fra Horsens sendte et flot mål ind i Kamil Grabaras mål.
Der skal skudtrænes mere på FCK’s træningsanlæg, for københavnerne skabte flere store chancer, men de blev misbrugt gang på gang.
Solid defensiv hos gæster
Oprykkerne fra Horsens stod solidt på banen, hvilket gjorde det meget svært for FCK. I den anden ende gjorde de mange hurtige Horsens-spillere ondt på en til tider langsom FCK-defensiv.
Horsens gik ind til kampen mod de forsvarende mestre med et pres højt på banen.
Presset stressede FCK-spillerne, der lavede unormalt mange uprovokerede fejl. Efter otte minutters spil fik Horsens sendt bolden i kassen, men efter et kig på VAR-skærmen blev Casper Tengstedts mål underkendt for offside.
Chokstarten fik FCK-spillerne til at vågne mere op, og hjemmeholdet fik sat flere og flere afleveringer sammen. Efter 39 minutters spil kom FCK på måltavlen, men også den scoring blev underkendt for offside efter endnu et VAR-tjek.
Anden halvleg startede, som første halvleg sluttede. FCK sad på det meste af spillet, men de fremadrettede afleveringer manglede kvalitet og afslutningerne ligeledes.
Uventet Horsens-scoring
Et kvarter inde i anden halvleg gik det så helt galt for FCK, da Horsens nærmest ud af ingenting bragte sig foran.
En bold blev lagt af til zambiske Lubambo Musonda på kanten af feltet, og den hurtige back hamrede den sikkert ind bag Kamil Grabara i FCK-målet.
Efter scoringen kunne Horsens grave sig endnu længere tilbage på banen, som gav masser af plads til FCK. Hjemmeholdet spillede sig frem til flere store chancer, men afslutningerne ville bare ikke i mål denne søndag eftermiddag.
Dermed tabte FCK i sæsonpremieren mod Horsens, og de forsvarende mestre ligger derfor i bunden af Superligaen.
Viborg-AaB 2-1
1-0 Mads Lauritsen (43), 1-1 Anders Hagelskjær (77), 2-1 Tobias Bech (85)
Viborg hentede søndag en dramatisk sejr på 2-1 over AaB efter et sent sejrsmål og et brændt straffespark fra AaB i overtiden i første runde af Superligaen.
Det lignede ellers længe en sejr på 1-0 til et dominerende Viborg-mandskab, men det lavede en udligning fra AaB-forsvarsspilleren Anders Hagelskær om på i 77. minut.
Det endte dog med en midtjysk sejr, efter at kantspilleren Tobias Bech scorede til 2-1 i 85. minut.
I overtiden fik midtbanespilleren Iver Fossum alletiders chance for at sikre et ellers ufortjent point, da AaB blev tildelt et straffespark, hvor forsvarsspiller Mads Lauritsen fik tildelt et rødt kort.
Men det brændte Fossum takket være en redning af Lucas Lund, og derfor sikrede Viborg sig tre point i sæsonåbneren.
AaB startede bedst, men Viborg overtog hurtigt momentum og kom frem til de de fleste og største chancer.
Hjemmeholdet var især tæt på i 27. minut, da midtbanespilleren Jakob Bonde skød bolden langt over målet fra klos hold efter en returbold i AaB-feltet.
I 43. minut kom forløsningen dog for viborgenserne, da forsvarsspilleren Mads Lauritsen headede værterne på 1-0 efter et hjørnespark.
Gennem anden halvleg var Viborg igen dominerende, men i 77. minut fik AaB’s Anders Hagelskjær udlignet med et snedigt skudt fra distancen, der gik ind via stolpen.
Tobias Bech sendte dog Viborg på sejrskurs med en flot kontrascoring i 85. minut, inden hjemmeholdets målmand altså blev den store helt i overtiden.
Lyngby-Silkeborg 2-2
1-0 Kristian Riis (43), 2-0 Mathias Kristensen (51, str.), 2-1 Nicklas Helenius (55),2-2 Nicklas Helenius (78)
Lyngby og Silkeborg lagde hver især fra land med et enkelt point i denne sæsons Superliga, da de to mandskaber søndag eftermiddag stødte sammen på Lyngby Stadion.
Lyngby bragte sig fortjent foran både 1-0 og 2-0, inden Silkeborg og seneste sæsons topscorer, Nicklas Helenius, fandt melodien og fik et 2-2 resultat med hjem til Søhøjlandet.
Det var i den grad en kamp, hvor begge hold havde hver sine perioder, og i sidste ende var en pointdeling derfor et retvisende resultat.
Hjemmeholdet pressede Silkeborg højt allerede fra kampens start, og gæsterne havde svært ved at spille sig ud af presset.
Det var også Lyngby, der var farligst i første halvleg, og særligt angriberduoen Mathias Kristensen og Emil Nielsen var en kilde til evig uro for udeholdet.
Sidstnævnte fik efter et kvarters spil en stor mulighed efter en vild solotur, men afslutningen gik over mål.
Forløsningen kom dog, da indskiftede Kristian Riis i 44. minut bragte de kongeblå foran, da stopperen stangede et hjørnespark i kassen.
Lyngby fortsatte de gode takter efter pausen, og det udmøntede sig i et straffespark begået på Lyngby-wingbacken Adam Sørensen i 51. minut.
Debutanten Mathias Kristensen eksekverede sikkert.
Ud af ingenting dukkede seneste sæsons topscorer pludseligt dog op efter 55 minutter, og Nicklas Helenius skal ikke bruge mange chancer foran mål. Angriberen sparkede sikkert bolden ind til en reducering.
Herefter tog Silkeborg initiativet i kampen, og det gav pote efter 78 minutters spil, da Helenius igen var på pletten. Angriberen headede flot bolden i kassen til 2-2.
FC Midtjylland-Randers FC 1-1
1-0 Gustav Isaksen (54), 1-1 Adam Andersson (59)
Sæsonens første superligakamp endte uden vinder, da FC Midtjylland og Randers fredag spillede 1-1 på MCH Arena efter en chancerig affære.
Hjemmeholdet havde brug for en god start på sæsonen, og der stod også FC Midtjylland på meget af kampens forløb.
Anders Dreyer og Gustav Isaksen var ofte til fare for Randers-defensiven, men holdets offensiv havde problemer med at omsætte chancer til mål.
Gæsterne fra Randers kendte derimod holdets besøgstid, og et pragtmål af det svenske nyindkøb, Adam Andersson, sikrede Randers 1-1 og et point i Superligaens første spillerunde.
I første halvleg var Randers’ Adam Andersson tættest på for gæsterne, mens FCM-stjernen Anders Dreyer satte Patrik Carlgren på prøve efter et par flotte driblinger.
Kontroversiel afgørelse
Hjemmeholdet appellerede stærkt for et straffespark, da Randers’ Simon Graves angiveligt tog hånden til hjælp i feltet, men dommer Jonas Hansen mente ikke, at aktionen var strafbar.
Kort inde i anden halvleg sparkede stortalentet Gustav Isaksen hjemmeholdet i front med 1-0 med en resolut afslutning.
Føringen var kortvarig, da Adam Andersson få minutter efter svarede igen for Randers og bragede bolden op i krydset til 1-1.
FCM satsede offensivt og pressede gevaldigt på for et sejrsmål, men trods gode forsøg så ville bolden ikke ind og Superligaens åbningskamp endte dermed 1-1.
Ritzau


























