Fodboldforbundet undersøger, om Ronaldo skal straffes for at slå en telefon ud af hånden på en 14-årig dreng.

Ronaldo risikerer straf for at slå en telefon ud af hånden på ung fan

Det var efter denne kamp mod Everton i april, at Cristiano Ronaldo slog telefonen ud af hånden på en 14-årig dreng på vej mod omklædningsrummet. Ronaldo har efterfølgende undskyldt, men nu efterforskes han for »upassende adfærd«. Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
Det var efter denne kamp mod Everton i april, at Cristiano Ronaldo slog telefonen ud af hånden på en 14-årig dreng på vej mod omklædningsrummet. Ronaldo har efterfølgende undskyldt, men nu efterforskes han for »upassende adfærd«. Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Cristiano Ronaldo er blevet sigtet for »upassende adfærd« over for en ung fan efter en kamp mod Everton i sidste sæson.

Englands Fodboldforbund (FA) er i gang med at efterforske en episode, hvor den portugisiske verdensstjerne mistede fatningen i minutterne efter et 0-1-nederlag til Everton på Goodison Park.

»Cristiano Ronaldo er blevet sigtet for brud på FA’s regel E3 i forbindelse med en hændelse, der fandt sted efter Manchester Uniteds Premier League-kamp mod Everton til lørdag 9. april 2022«, skriver FA ifølge Reuters i en meddelelse.

»Påstanden er, at angriberens opførsel efter sidste fløjt var upassende og/eller voldelig«, lyder det videre.

Videooptagelser af episoden har floreret på internettet. Her ser man Ronaldo slå en mobiltelefon ud af hånden på en dreng, mens Manchester United-spilleren er vej ind i spillertunnellen.

Moderen til den 14-årige dreng har oplyst, at han slog hånden, ligesom telefonens skærm blev smadret.

I august gik politiet i Liverpool også ind i sagen og undersøgte blandt andet, om der havde fundet legemsbeskadigelse sted. Ronaldo slap dog med en advarsel.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her