Efter ni kampe uden sejr vandt Leicester 2-1 over Wolverhampton med Victor Kristiansen i en hovedrolle.

Tidligere FCK-back lægger op til vigtig Leicester-scoring

Foto: Molly Darlington/Ritzau Scanpix
Foto: Molly Darlington/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 20.05.

Leicesters mareridtsstime er brudt, og den tidligere mesterklub kan igen tro på overlevelse i Premier League. Efter blot et point i de seneste ni kampe lykkedes det at besejre Wolverhampton med 2-1.

Det kan Leicester til dels takke danske Victor Kristiansen for. Den tidligere FC København-back stod nemlig bag forarbejdet til Timothy Castagnes sejrsmål et kvarter før tid. Kristiansen sendte en flad aflevering ind foran mål, hvor Castagne var først over bolden og sendte den i nettet til 2-1. Dermed passerer Leicester både Everton og Nottingham Forest i tabellen og rykker op over nedrykningsstregen.

De vigtige point så ellers ud til at være langt væk, da Youri Tielemans jokkede i bolden og forærede Wolverhamptons Matheus Cunha chancen til at bringe gæsterne i front efter 13 minutter. Cunha hamrede til kuglen fra kanten af feltet og passerede Daniel Iversen i Leicester-målet.

Otte minutter før pausen fik Leicester dog en livline, da Wolves-målmand Jose Sa klodset fældede Jamie Vardy i feltet. Kelechi Iheanacho udlignede fra 11-meterpletten. Med Castagnes sejrsmål fik den nye træner Dean Smith sin første sejr i sin anden kamp for klubben. Samtidig kan han glæde sig over, at rivalerne mistede point i bundstriden.

Everton fik uafgjort ude mod formstærke Crystal Palace, mens Nottingham Forest trods en heroisk indsats tabte 2-3 på udebane til Liverpool. To gange svarede gæsterne igen på Diogo Jotas scoringer.

Men Mohamed Salah endte som matchvinder i en kamp, hvor alle mål faldt efter pausen. Forest skabte ellers en række farlige situationer foran Liverpools mål i slutfasen, og det var med hiv og sving, at Jürgen Klopps tropper bjærgede de tre point i land.

Tidligere lørdag tabte Leeds på udebane 1-2 til Fulham. Der er kun to point imellem Nottingham Forest, Everton, Leicester og Leeds, der ligger lige omkring nedrykningsstregen.

Arsenal topper fortsat Premier League. London-holdet har fem point ned til Manchester City, der lørdag spillede sig i FA Cup-finalen med en 3-0-sejr over Sheffield United på et hattrick af Riyad Mahrez. De to titelbejlere mødes i en direkte duel på onsdag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her