Efter lørdag at have sikret sig mesterskabet vandt Manchester City søndag 1-0 over Chelsea i Premier League.

City-reserver fejrer mesterskab med sejr over Chelsea

Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Manchester City var søndag i aktion, efter at holdet lørdag blev sikker på at vinde det engelske mesterskab. Titlen blev sikret med et nederlag til den nærmeste konkurrent i tabellen, Arsenal, og udsigten til guldmedaljer blev hjemme på Etihad Stadium fejret med en sejr på 1-0 over Chelsea.

Pep Guardiola havde sendt mange reserver på banen fra start. Sædvanlige bænkevarmere som Kalvin Phillips, Rico Lewis, Cole Palmer og Sergio Gomez var således blandt andre at finde i start-11’eren. Julian Alvarez, der havde fået startpladsen på toppen i stedet for Erling Haaland, takkede for muligheden efter lidt over 10 minutter og gjorde det til 1-0. Argentineren modtog bolden på kanten af feltet, lagde den til rette for højrefoden og sparkede den køligt ind.

Med 20 minutter tilbage så Julian Alvarez ud til at have gjort det til 2-0, men målet blev efterfølgende kaldt tilbage efter et VAR-tjek.

Chelsea ligger på 12.-pladsen i Premier League med 43 point.

Manchester City har to ligakampe tilbage i sæsonen. Mens mesterskabet altså er i hus, så har City mulighed for at tage yderligere to store titler. 3. juni skal holdet således spille FA Cup-finale på Wembley mod naboerne fra Manchester United. En uge senere gælder det Champions League-finalen mod Inter i Istanbul.

Leeds ligner nedrykkere

I den anden ende af tabellen ligner Leeds og den danske landsholdsspiller Rasmus Nissen Kristensen nedrykkere fra Premier League. Søndag havde holdet chancen for at spille sig i foreløbig sikkerhed over stregen, men på London Stadium tabte holdet 1-3 til West Ham.

West Ham, der torsdag spillede sig i Conference League-finalen mod Fiorentina, kom tidligt bagud 0-1, men profilerne Declan Rice og Jarrod Bowen vendte kampen på hovedet, inden Manuel Lanzini lukkede den i overtiden.

Nissen Kristensen var for fjerde kamp i træk under den nye manager Sam Allardyce henvist til at spille den noget uvante plads som stopper i en firebackkæde, og det startede lovende. Efter 17 minutter sparkede spanieren Rodrigo udeholdet foran efter et langt indkast, og i det følgende kvarter kunne danskeren og holdkammeraterne gøre sig realistiske håb om tre point. Men efter godt en halv time blev Leeds-defensiven spillet tynd, og Rice omsatte ved bageste stolpe Jarrod Bowens tippede indlæg.

Samme Bowen gjorde efter 72 minutter ondt værre for Leeds efter endnu et flot opsat angreb, og i overtiden lukkede Lanzini ballet efter lækre brasilianske driblinger og et oplæg af Lucas Paqueta.

Leeds har to point op til Everton over stregen før sidste spillerunde, hvor Leeds hjemme møder Tottenham, og Everton har besøg af Bournemouth. Leicester kan med en sejr over Newcastle mandag passere Leeds bagfra og gøre redningsaktionen endnu vanskeligere.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her