Landstræner Kasper Hjulmand vil frem til sommeren 2026 stå i spidsen for det danske fodboldlandshold.
Hjulmand har lagt to år yderligere på sin aftale, oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside tirsdag.
Vi har nogle vigtige år foran os, og jeg er motiveret efter at opnå endnu mere med landsholdet og give de danske fans flere store oplevelser
»Vi har nogle vigtige år foran os, og jeg er motiveret efter at opnå endnu mere med landsholdet og give de danske fans flere store oplevelser«.
»Jeg ønsker fortsat at være en del af at udvikle dansk fodbold i et tæt samarbejde med klubber, foreninger og alle i DBU«, siger Kasper Hjulmand til unionens hjemmeside.
Han overtog ansvaret som landstræner i sommeren 2020 efter norske Åge Hareide. Højdepunktet har uden tvivl været EM året efter. Her nåede Danmark semifinalen, hvor det endte med et nederlag til England.
Landsholdets vej til EM-semifinalen for to år siden bevægede store dele af den danske nation, der i den første kamp mod Finland på tv kunne opleve, hvordan Christian Eriksen faldt om med hjertestop.
Kan få VM i USA, Canada og Mexico med
Efter et skuffende VM i Qatar med et exit allerede efter gruppespillet har landsholdet nu indledt jagten på EM i Tyskland i 2024.
Den nye aftale med DBU betyder, at Hjulmand også kan få VM i 2026 i USA, Canada og Mexico med, hvis altså Danmark kvalificerer sig.
Fodbolddirektør i DBU Peter Møller glæder sig over forlængelsen med Hjulmand, der hyppigt er blevet sat i forbindelse med ledige klubjob.
Kasper har sammen med spillerne og staben gjort det fantastisk og har skabt store sportslige resultater
»Kasper har sammen med spillerne og staben gjort det fantastisk og har skabt store sportslige resultater med blandt andet EM-semifinalen og en suveræn VM-kvalifikation«, siger Peter Møller.
Under Kasper Hjulmands ledelse har landsholdet spillet 38 kampe. Det er blevet til 23 sejre, 3 uafgjorte og 12 nederlag.
Tirsdag klokken 15 udtager landstræneren sin trup til de kommende kampe i EM-kvalifikationen mod Nordirland og Slovenien.
Ritzau
fortsæt med at læse


























