Efter seks år i udlandet skifter angriberen Marcus Ingvartsen hjem til FC Nordsjælland fra tyske Mainz.

FCN henter landsholdsangriber hjem fra bundesligaklub

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Den danske angriber Marcus Ingvartsen er tilbage i Superligaen efter seks år i udlandet.

Således oplyser FC Nordsjælland, at klubben har købt den 27-årige Ingvartsen hos bundesligaklubben Mainz 05.

»Det er helt fantastisk at kunne byde Marcus hjem til FC Nordsjælland efter seks år i udlandet, hvor han har vist, hvilke kvaliteter han besidder«, siger sportschef Jan Laursen.

»Det har vi fulgt med i gennem alle hans år i belgisk og tysk fodbold, så da vi sad og kiggede på forstærkninger frem mod den kommende sæson, var hans navn selvfølgelig øverst på listen«.

Ingvartsen fik hele sin fodboldopdragelse i Farum og fik sit gennembrud i FCN, som i 2017 solgte ham til belgiske Genk.

Siden skiftede han til Union Berlin, før han i 2022 skiftede permanent til Mainz efter et lejeophold.

Et kæmpe boost

Forinden nåede Ingvartsen at score 30 mål for FCN i 74 superligakampe, og Jan Laursen glæder sig over at kunne hente den tidligere topscorer i hans ’bedste fodboldalder’.

»Det er uden tvivl et kæmpe boost og et stort skridt i ambitionen om at fortsætte vores positive udvikling«, siger Laursen.

Ingvartsen kalder det specielt at være tilbage i klubben, hvor han har tilbragt 16 år. Han har de seneste år fulgt klubben fra afstand.

»Jeg håber at kunne bidrage med et højt niveau og forhåbentlig score en masse mål, og derved hjælpe klubben med at fortsætte den flotte udvikling den er i«.

»Uden for banen kommer jeg med en del erfaring, da jeg i de sidste seks år har prøvet en masse forskellige ting, som jeg glæder mig til at kunne give videre til de unge spillere i truppen«, siger Ingvartsen.

FCN oplyser i pressemeddelelsen intet om kontraktlængde.

Ingvartsen har en enkelt A-landskamp for Danmark. I 2021 debuterede han mod Moldova og scorede i den knusende sejr på 8-0.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her