Tjek referater af samtlige kampe i Superligaens 2. runde.

Overblik: OB'erne slider og slæber sig til sejr over ineffektive Brøndby

Franco Tongya fra OB og Ohi Omoijuanfo fra Brøndby
slås om bolden i søndagens superligaopgør på Brøndby Stadion.  Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Franco Tongya fra OB og Ohi Omoijuanfo fra Brøndby slås om bolden i søndagens superligaopgør på Brøndby Stadion. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Brøndby-OB 1-2

1-0 Nicolai Vallys (55), 1-1 Alasana Manneh (63), 1-2 Bashkim Kadrii (90+)

På et stemningsfyldt Brøndby Stadion snuppede OB søndag sejren i de døende sekunder på et fremragende mål af Bashkim Kadrii, da odenseanerne vandt med 2-1.

Opgørets begyndelse blev afviklet i et utroligt højt tempo, og kampen bølgede frem og tilbage.

Brøndby pressede gæsterne til at lave fejl, men udnyttede ikke tilbuddene, der fulgte med.

I anden halvleg kom der scoringer på Brøndby Stadion, men det var i de døende sekunder af overtiden, at Bashkim Kadrii leverede scoringen, der sikrede sejren til OB.

OB vandt for første gang siden 2015 på Brøndby Stadion og har fire point efter de to første runder, mens Brøndby har tre.

Kampen startede i et hæsblæsende tempo. Hjemmeholdet kom aggressivt ud og lagde et højt pres på gæsternes banehalvdel, hvilket tvang Andreas Alms mandskab til at lave fejlafleveringer.

I de første ti minutter stod der Brøndby på det hele, men odenseanerne begyndte derefter at finde spillet frem, og især var de farlige på omstillinger.

Begge hold forsøgte at sætte fart i spillet, og derfor bølgede kampen frem og tilbage med OB som det bedste mandskab.

Anden halvleg var ikke mange minutter gammel, før Brøndby Stadion eksploderede.

I det 54. minut endte bolden hos Nicolai Vallys i feltet efter en god omstilling, og midtbanespilleren sparkede den fladt i det lange hjørne med en ren vrist uden chance for OB-keeper Hans Christian Bernat.

Efter 63 minutter fik OB frispark lige på kanten af feltet, og Alasana Manneh tordnede kuglen ind bag Thomas Mikkelsen.

De to scoringer var medvirkende til, at intensiteten streg yderligere, og begge mandskaber jagtede sejren.

I de døende sekunder kom scoringen, da Bashkim Kadrii bankede bolden i nettet med en kanonkugle efter et aggressivt OB-pres.

Randers FC-Hvidovre 2-2

1-0 Filip Bundgaard Kristensen (10, str.), 2-0 Simen Bolkan Nordli (32), 2-1 Andreas Smed (34), 2-2 Christian ’Greko’ Jakobsen (57)

I regn og torden formåede Hvidovre søndag at få point i Randers efter at have været bagud med to mål.

2-2 sluttede opgøret, der var afbrudt i cirka 40 minutter i første halvleg på grund af torden og risiko for lyn.

Hvidovre er dermed på tavlen for første gang siden sin tilbagevenden til landets bedste række efter 26 års fravær. Hvidovre har et, og Randers to point efter to runder i den nye sæson.

Hvidovre kom fint ud til de første fem minutter af opgøret, men holdets halvhjertede presspil blev hurtigt nemt for Randers FC at spille sig ud af.

Hjemmeholdet havde bolden rigtig meget på oprykkerens halvdel kampen igennem, og herfra var mandskabet dygtig til at skabe overtal over kanterne.

Imens forsøgte gæsterne sig mere med omstillinger, som første halvleg og opgøret skred frem, selv om holdet kom tidligt bagud.

Randers er på papiret det stærkeste hold, og spillet viste det også oftest, men Hvidovre var ikke til at ryste af, og takterne blev langsomt bedre fra udeholdet.

Første halvleg begyndte med et halvgodt angreb af gæsterne, før hjemmeholdet for alvor satte sig på begivenhederne.

Overtaget udmøntede sig i tre hjørnespark i rap til Randers, før mandskabet fik tilkæmpet sig et straffespark efter hånd på bolden i feltet af en Hvidovre-spiller.

Straffesparket udnyttede angriberen Filip Bundgaard usvigelig sikkert efter 10 minutter af opgøret.

Hjemmeholdet formåede også at bringe sig foran med to mål efter 32 minutter ved scoring af Simen Nordli, der stod det helt rigtige sted i feltet.

Hvidovre skabte få omstillinger i første halvleg, men efter 34 minutter blev det for alvorlig farligt. Lirim Qamili fandt i feltet Andreas Smed, der reducerede, før den 40 minutter lange tordenvejrs-afbrydelse fandt sted.

Anden halvleg startede rodet med Randers i førersædet, men efter 58 minutters spil udlignede Hvidovres offensivspiller Christian Jakobsen til 2-2.

Hvidovre viste tænder, men flere scoringer blev det ikke til i opgøret for hverken hjemme- eller udehold.

FC Midtjylland-Silkeborg 2-0

1-0 Aral Simsir (29), 2-0 Jo Gue-sung (35)

FC Midtjylland satte søndag Silkeborg IF på plads i anden runde af Superligaen med 2-0 på MCH Arena.

Kampen blev afbrudt midt i første halvleg grundet tordenvejr og risiko for lyn, men det fik ikke nogen betydning for FCM, der dominerede i det meste af opgøret.

FCM-cheftræner Thomas Thomasberg havde til kampen ændret formation til 3-4-3 fra 4-4-2, og det bar frugt mod et Silkeborg-mandskab, som havde meget svært ved at spille sig ud af værternes pres.

Sejren betyder, at FCM nu har seks point efter to runder, mens Silkeborg-mandskabet fortsat har sine første point til gode.

FCM kom bedst ud af starthullerne, og efter knap et kvarter fik Gustav Isaksen tiltvunget sig et straffespark, efter at Silkeborg-stopperen Alexander Busch nedlagde ham i feltet.

Sidste sæsons ligatopscorer skulle selv sparke, men han høvlede bolden over mål og brændte dermed fra pletten for anden uge i streg.

Efter lidt mere end 20 minutters spil valgte kampens dommer, Jacob Karlsen, at afbryde kampen, fordi det begyndte at lyne og tordne.

Opgøret blev genoptaget efter mere end en halv times pause, og herefter gik der ganske kort tid, før FCM bragte sig foran, da offensivspilleren Aral Simsir på imponerende vis sparkede et direkte frispark i mål.

Værterne var ikke færdige i første halvleg, og seks minutter efter målet kunne den sydkoreanske angriber Cho Gue-sung sparke den ind til 2-0 efter en omstilling.

Silkeborg kom fint ud fra pausen og var tæt på at reducere, men som anden halvleg skred var det igen FCM, der havde mest momentum. De helt store chancer udeblev dog.


Vejle-FCK 2-3

0-1 Jordan Larsson (19), 1-1 Raul Albentosa (25), 1-2 Roony Bardghji (34), 2-2 Denis Vavro (52, selvmål,), 2-3 Diogo Goncalves (70, straffe)

Det var ikke helt uden problemer, da FC København lørdag slog Vejle med 3-2 i anden runde af Superligaen.

FCK dikterede ellers opgøret fra start, og gæsterne kom også planmæssigt fra start, men det fik ikke Vejle til at kaste håndklædet i ringen.

Hjemmeholdet havde nemlig også gode momenter, hvor oprykkerne etablerede sig på banens sidste tredjedel. FCK kom som forventet også i front med 1-0, men Vejle kæmpede sig tilbage i flere omgange.

Der var dog klasseforskel, når FCK skruede op for tempoet i pasningsspillet. Alligevel var det et straffespark i midten af anden halvleg, der skulle til, før københavnerne fik sikret sejren.

Vejle er dermed stadig uden point efter to runder, mens FCK har maksimum seks point på kontoen.

FCK var i toptændte fra start, og der stod FCK på det hele i kampens indledning. Jacob Neestrups tropper bankede flere gange på, og et mål lå i luften.

Føringsmålet kom efter 19 minutters spil.

Først blev målet ellers annulleret for offside, men et VAR-gennemsyn viste, at Jordan Larsson ikke var offside. Den svenske angriber åbnede dermed ballet i Nørreskoven.

Den føring holdt dog ikke længe, da Vejle-anfører Raúl Albentosa fire minutter senere headede hjemmeholdet tilbage i kampen efter et hjørnespark.

Udligningen gav Vejle ny tro på tingene, men FCK skruede op for tempoet og kvaliteten, og Roony Bardghji bragte gæsterne foran med 2-1 ti minutter før pausen.

Vejle kæmpede sig dog endnu en gang tilbage fem minutter inde i anden halvleg, hvor FCK’s Dennis Vavro sendte bolden i eget net.

FCK jagtede efterfølgende føringsmålet, og efter 68 minutters spil sendte Diogo Goncalves gæsterne i front fra 11-meterpletten. Herefter var kampbilledet lidt rodet. Vejle pressede på, men FCK holdt stand og vandt 3-2.

Viborg-Lyngby 2-2

0-1 Alfred Finnbogason (24), 0-2 Pascal Gregor (25), 1-2 Oliver Bundgaard Kristensen (41), 2-2 Ibrahim Said (76)

Lyngby var foran med to mål og spillede en sublim første halvleg, men Viborg kæmpede sig tilbage og fik 2-2 på hjemmebane i anden runde af Superligaen.

Lyngby kom flyvende ud af startblokken, hvor de to angribere Frederik Gytkjær og Alfred Finnbogason konstant var en trussel for en skrøbelig Viborg-defensiv i første halvleg.

Kampen skiftede dog karakter efter pausen, hvor Viborg kom mere over kanterne, og holdet bombarderede gæsternes felt med indlæg. Et drømmemål af Viborgs Ibrahim Said sørgede for, at kampen endte uden vinder.

Viborg og Lyngby fik dermed deres første ene point på kontoen, efter begge hold tabte første kamp i sæsonpremieren sidste weekend.

Lyngby kom stærkt fra start, og inden der var spillet fem minutter, havde angriberen Frederik Gytkjær allerede misbrugt to store chancer, mens Viborg stort set ikke var kommet over midten.

Midtvejs inde i første halvleg tog gæsterne også en fortjent føring. Angriberen Alfred Finnbogason fik bolden i dybden, og islændingen lobbede køligt bolden i mål til 1-0.

To minutter senere fordoblede Lyngby føringen. Gæsterne erobrede bolden højt, og så lagde Finnbogason bolden på tværs til Pascal Gregor, der nemt kunne sparke sit første Superliga-mål i kassen.

Viborg fik mere styring på spillet og reducerede også til 1-2 få minutter før pausefløjt. Angriberen Anosike Ementa fandt venstrebacken Oliver Bundgaard foran mål, og det sørgede for, at Viborg kun var bagud med en enkelt til pausen.

Viborg kom ud til anden halvleg i et højere tempo og lykkedes med at presse Lyngby langt tilbage, hvilket gav et helt andet kampbillede end i de første 45 minutter.

Med et kvarter tilbage fik Viborg bragt balance i regnskabet med et sandt drømmemål. Bolden hoppede foran Ibrahim Said uden for feltet, og offensivspilleren sendte et langskudsdrøn ind til 2-2.

Viborg fortsatte med at presse på til slut, men flere scoringer kom der ikke, og holdene delte dermed pointene mellem sig.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her