Artiklen er opdateret kl. 22.42.
FC Midtjylland har sat sig selv under et stort pres i bestræbelserne på at nå gruppespillet i Conference League. Et dominerende midtjysk hold indledte torsdag duellen mod cypriotiske Omonia med et 0-1-nederlag på udebane.
En stor fejl af midtbanespilleren Armin Gigovic på kanten af eget felt bragte gæsterne i problemer efter små 40 minutter. Svenskeren ville aflevere på tværs til holdkammeraten Juninho, men Gigovic havde ikke opdaget hjemmeholdets Roman Bezus, der opsnappede bolden og skød på mål. Selv om ukrainerens skud var svagt og sad tæt på Jonas Lössl i målet, så fik FCM-keeperen ikke blokeret, og bolden sprang videre ind over målstregen til 1-0 for værterne.
Det var ellers FCM, der havde siddet tungt på spillet indtil da. FCM var kommet aggressivt ud og viste tegn på kvalitetsforskel mellem de to hold. Det resulterede i massevis af afslutninger på mål, men den sidste skarphed manglede.
Omonia satsede på kontraangreb, og FCM havde fået et lille forvarsel om, at det kunne gå galt. Andronikos Kakoullis havde før cyprioternes 1-0-scoring misbrugt en friløber.
Anden halvleg startede som den første med et tungt midtjysk pres, men det lykkedes ikke at omsætte de lovende takter til scoring. Indskiftede Sory Kaba var tæt på at udligne i overtiden med et hovedstød, der sneg sig på den forkerte side af overliggeren.
Det er tredje nederlag i træk for midtjyderne, der for en uge siden tabte på udebane til Progres Niederkorn fra Luxembourg. Trods nederlaget lykkedes det dog at gå videre til tredje kvalifikationsrunde i Conference League efter to gange 15 minutters forlænget spilletid. I weekenden tabte FCM med 1-4 til Lyngby i Superligaen.
Hvis FCM formår at vinde samlet over Omonia, så skal cheftræner Thomas Thomasbergs mandskab op imod enten Legia Warszawa fra Polen eller østrigske Austria Wien i playoffrunden.
FCN med godt udgangspunkt
Til gengæld spillede FC Nordsjælland sig torsdag en smule tættere på gruppespillet i Conference League. På udebane i Rumænien hentede holdet fra Farum 0-0 mod FCSB trods en udvisning til Adama Nagalo efter en lille times spil. Dermed står nordsjællænderne med det bedste udgangspunkt, når holdene mødes på FCN’s kunstgræs om en uge.
Silkeborg slog i efteråret 2022 FCSB, der tidligere var kendt som Steaua Bukarest, to gange med 5-0, men det rumænske hold virker til at være i en noget bedre forfatning her et år senere. Med støtte fra de velfyldte tribuner blev FCN straks fra start sat under pres af et FCSB-hold, der tilsyneladende havde tænkt sig at overrumple de danske gæster med en hurtig scoring.
FCN holdt stand og fik efter få minutter vist farlighed i den modsatte ende, hvor venstrebacken Martin Frese ved bageste stolpe var tæt på at bringe FCN foran på et hovedstød. Gæsterne fik tilspillet sig et overtag, men kombinationerne sad ikke lige så godt som normalt, og ivrigheden for at være på bolden og markere sig var måske en anelse for stor. Det kostede blandt andet et boldtab før pausen, hvor to FCN-spillere kæmpede om bolden og mistede den.
Efter 58 minutter indkasserede Adama Nagalo sit andet gule kort. En rumænsk angriber løb fra ham, og forsvarsspilleren fejede benene væk under modspilleren og blev udvist. Umiddelbart var det ikke til at se på banen, at FCN var i undertal, for de danske gæster skabte mest. En god mulighed bød sig med 20 minutter tilbage, hvor profilen Ernest Nuamah kom fri på venstrekanten. Nuamah burde nok have sendt en pasning ind foran mål til en fri medspiller, men ghaneseren valgte at trykke på mål fra distancen fra en spids vinkel.
To minutter inde i overtiden fik FCN tilkendt et frispark lige uden for feltet. Indskiftede Benjamin Nygren blev sat til at sparke og knaldede bolden op på overliggeren.
Vinderen af mødet mellem FCN og FCSB skal i playoffrunden til Conference League-gruppespillet op imod enten Sabah fra Aserbajdsjan eller serbiske FK Partizan fra Beograd.
Ritzau
fortsæt med at læse


























