Landstræner Kasper Hjulmand har endnu ikke løftet sløret for sit hold til søndagens kamp i EM-kvalifikationen mod Finland. Sikkert er det dog, at Jens Stryger ikke klemmer sig ind i den danske opstilling. Dansk Boldspil-Union (DBU) oplyser nemlig til TV 2 Sport, at Stryger døjer med en overbelastet lyske. Den gjorde ham i udgangspunktet tvivlsom til opgøret, og derfor er det besluttet, at Trabzonspor-spilleren sidder over.
Før udmeldingen om Stryger bestod den danske trup af 24 spillere, men kun 23 må være i kamptruppen. Tidligere på ugen forlod Benfica-danskeren Alexander Bah landsholdslejren med en skade i foden, og Brøndbys Nicolai Vallys blev sorteret fra med en overbelastet lyske. Rasmus Nissen Kristensen, Victor Kristiansen og Mohamed Daramy er blevet indkaldt i stedet.
Landskampen mod Finland spilles klokken 18 dansk tid. Begge mandskaber har brug for point i bestræbelserne på at komme med til næste års slutrunde. Før kampen har Finland og Danmark henholdsvis 12 og 10 point i gruppe H.
Danskerne vandt torsdag 4-0 hjemme over San Marino med blandt andre Jens Stryger i startopstillingen.
ritzau
fortsæt med at læse




























