Opdateret tirsdag klokken 23.14
Manchester City åbnede tirsdag sit titelforsvar i Champions League med en sejr, men den var resultatmæssigt ikke helt så overbevisende, som mange forventede.
Røde Stjerne var således foran 1-0 ved pausen på Etihad Stadium, inden City efter pausen omsider fik omsat sine mange chancer til mål og vandt 3-1 efter to scoringer af Julian Alvarez og en af Rodri.
Champions League
Tirsdagens resultater
AC Milan-Newcastle 0-0
Young Boys-Leipzig 1-3
Lazio-Atletico Madrid 1-1
Feynoord-Celtic 2-0
Paris SG-Dortmund 2-0
Manchester City-Røde Stjerne 3-1
Barcelona-Royal Antwerp 5-0
Shaktar Donetsk-Porto 1-3
Erling Haaland var blandt de store syndere foran mål i et opgør, hvor City producerede hele 37 forsøg mod gæsternes mål, hvoraf 16 sad inden for rammen.
Helt som ventet sad Manchester City meget tungt på opgøret fra første fløjt.
Angrebene rullede frem mod udeholdets mål, og der var i lange perioder tale om en regulær belejring.
City havde rigeligt med chancer til flere mål, men tættest på i første halvleg var Erling Haaland med et hovedstød på overliggeren i fri position efter 26 minutters spil.
Røde Stjerne havde intet skabt, men efter 47 minutter blev det alligevel 0-1. Angriberen Osman Bukari fik bolden i dybden og passerede køligt Ederson.
Straks blev chokmålet annulleret for offside, men VAR rettede dommerteamet, og Bukari lod slap jublen løs sammen med sine holdkammerater.
Den helt store sensation lurede, men kun i pausen og i et minuts tid af anden halvleg, inden argentinske Julian Alvarez rundede Røde Stjerne-keeper Omri Glazer og fra en spids vinkel bragte balance i regnskabet.
Herefter trykkede City speederen i bund og pressede ubønhørligt gæsterne flade, indtil Alvarez med et skruet frisparksindlæg blev noteret som dobbelt målscorer. Glazer kom først på bolden, men helkiksede sit forsøg på at bokse til bolden og snittede den i stedet i eget mål.
Glazer tog lidt revanche med en stor redning kort efter, men måtte efter 73 minutter igen give fortabt, da midtbanedynamoen Rodri sikkert øgede til slutresultatet 3-1.
Yussuf Poulsen startede i Leipzig-sejr
I den anden kamp i gruppe G fik RB Leipzig med Yussuf Poulsen i startopstillingen tre point ud af sit besøg hos Young Boys takket være blandt andet et langskudshug til 2-1 af østrigeren Xaver Schlager efter 74 minutter.
RB Leipzig fik en regulær drømmestart på opgøret, da forsvarsspilleren Mohamed Simakan dykkede ned ved forreste stolpe og headede David Raums hjørnespark i kassen, hvorved han blev gruppespillets første målscorer.
Forinden og efter havde tyskerne andre gode bud på en scoring, men Young Boys arbejdede sig stille og roligt ind i opgøret, og efter 33 minutter udlignede Meschack Elia med en utraditionel tåhyler fra kanten af feltet.
Anden halvleg åbnede dog med et meget tungt Leipzig-pres, et par mirakelredninger af Young Boys-keeper Anthony Racioppi og en forgæves appel for straffespark, inden Schlager huggede sejren i hus.
I slutminutterne blev det også 3-1 ved Benjamin Sesko, der havde afløst Poulsen efter godt en times spil.
Barcelona storsejrede hjemme
I gruppe H hedder topholdene FC Barcelona og FC Porto, der begge hentede sikre sejre tirsdag aften.
FC Porto slog på Volksparkstadion i Hamburg, der er Shakhtars hjemmebane i Champions League, ukrainerne 3-1, mens der på Estadio Olimpico, som Barcelona bruger, mens Camp Nou bliver renoveret, blev afholdt legestue.
Xavis tropper rullede sig ud og bankede belgiske Antwerp med hele 5-0.
Lejesvenden João Félix strålede med to mål og en assist, mens Robert Lewandowski med sin enlige træffer rundede 100 mål i europæiske turneringer - heraf 92 i Champions League.
Newcastle slipper fra Milano med point i CL-comeback
Efter 21 års fravær gjorde Newcastle tirsdag aften comeback i Champions League, og bundlinjen blev et enkelt point efter 0-0 i besøget hos AC Milan.
Det kan englænderne takke keeper Nick Pope, heroiske blokeringer og de højere magter for. Der var således rigeligt med chancer hjemmeholdet, der havde Simon Kjær på bænken.
25 gange afsluttede Milan mod gæsternes mål, men ind ville bolden ikke.
Newcastle var især i første halvleg mildest talt på hælene. Milan lod godt nok gæsterne have bolden en del, men det fik de absolut intet ud af offensivt.
I stedet forsøgte Milan at stikke kniven ind flere gange, og der var i perioder tale om en regulær chancefest.
Desværre for italienerne resulterede det meste i ingenting eller med en redning af en vågen Nick Pope mellem stængerne.
Rafael Leao snublede i feltet efter en ellers meget fin soloaktion, Olivier Giroud brændte sine to store chancer, ligesom hverken Ruben Loftus-Cheek, Samuel Chukwueze eller Tommaso Pobega havde heldet med sig.
I anden halvleg gik gassen lidt af Milans ballon, men der blev stadig produceret muligheder. Leao headede en stor mulighed over mål, og en håndfuld gange kastede en Newcastle-spiller sig ned og blokerede et skudforsøg.
Newcastle var i overtiden endda tæt på at ’stjæle’ sejren, men Sean Longstaffs forsøg blev klaret af reservekeeper Marco Sportiello, der kort forinden havde afløst en skadet Mike Maignan.
PSG i kontrol mod Dortmund
Paris Saint-Germain skal vænne sig til en ny hverdag, efter at klubben hen over sommeren har sagt farvel til profilerne Neymar og Lionel Messi.
Målt på indsatsen tirsdag aften tegner fremtiden for det nye PSG lovende, da holdet besejrede Dortmund med 2-0 i sikker stil hjemme i Paris.
Kylian Mbappe viste sig frem med en scoring, og med lidt skarphed kunne det snildt være blevet til flere for den franske verdensstjerne.
Hjemmeholdet begyndte opgøret i kontrol, men uden at skabe de helt store muligheder.
Efter små 20 minutter var PSG tæt på at komme i front, da midtbanespilleren Vitinha ramte stolpen på et kvalificeret forsøg fra kanten af feltet.
PSG fortsatte dominansen resten af halvlegen mod et lavtstående Dortmund-hold, men hjemmeholdet manglede ofte den sidste skarphed i den afgørende aflevering eller afslutning.
Knap var holdene kommet ud efter pausen, før en afslutning fra Mbappe ramte Dortmunds Niklas Süle fra nært hold.
Den spanske dommer Jesús Manzano pegede på straffesparkspletten, og selvsamme Mbappe eksekverede efterfølgende sikkert fra de 11 meter.
Efter en lille times spil fordoblede hjemmeholdets offensive back Achraf Hakimi føringen, da han med hjælp fra et par holdkammerater flot kombinerede sig dybt ind i Dortmunds felt og sikkert sendte bolden ind bag Gregor Kobel i Dortmund-målet.
Den sidste del af kampen trak PSG sig en smule tilbage på banen og overlod initiativet til Dortmund.
Det gav Mbappe og nyindkøbet Ousmane Dembélé mere plads til, at de to hurtigløbere kunne udnytte farten i omstillingerne. Men ligesom i den indledende del af kampen manglede skarpheden i den sidste aktion særligt fra Mbappe.
Samtidig formåede Dortmund aldrig for alvor at komme tæt på en reducering og bringe spændingen tilbage i opgøret.
Lazio-målmand udlignede til allersidst i Rom
I gruppe E stjal keeper Ivan Provedel billedet, da Lazio tirsdag spillede 1-1 med Atlético Madrid i Champions League.
I kampens absolut sidste sekunder lavede han således et perfekt indløb i feltet og udlignede med hovedet til slutresultat, hvilket sendte Olimpico i Rom i ekstase.
Forinden var gået en tæt og intens kamp, hvor Provedel efter en lille halv time blev passeret af Pablo Barrios’ afrettede langskud.
Gustav Isaksen fik den sidste halve time for Lazio og spillede en lille rolle i den vilde udligning, da det var danskerens indlæg, som gav det afgørende hjørnespark.
Det blev sendt i feltet, og mens nogle Lazio-spillere appellerede for straffespark for en hånd på bolden, blev en løs bold samlet op, og Luis Alberto sendte den slutteligt i feltet, hvor Provedel dukkede op og scorede karrierens andet mål.
I 2020 brugte han også hovedet i overtiden, da han udlignede til 2-2 for Juve Stabia mod Ascoli i en Serie B-kamp.
Drama var der også i gruppe E’s anden kamp. Her spillede dansk-engelske Matt O’Riley fra start og måtte se to holdkammerater blive udvist i en kamp, som Celtic tabte 0-2 hos Feyenoord.
ritzau
fortsæt med at læse


























