Australien søger ikke om værtskabet i 2034 alligevel, og Saudi-Arabien ligner dermed VM-vært om 11 år.

Australien dropper bud: Saudi-Arabien ligner VM-vært i 2034

Saudi-Arabien er nu storfavorit til at blive vært for VM i fodbold i 2034. Sandsynlig til stor glæde for den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman (th.). Foto: -/Ritzau Scanpix
Saudi-Arabien er nu storfavorit til at blive vært for VM i fodbold i 2034. Sandsynlig til stor glæde for den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman (th.). Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Saudi-Arabien kommer efter alt at dømme til at være vært for VM i fodbold for herrer i 2034. Australien overvejede at byde ind på slutrunden, men det er nu droppet igen, skriver det australske fodboldforbund på sin hjemmeside tirsdag morgen dansk tid.

»Vi har undersøgt muligheden for at byde på VM, og efter at have overvejet alle faktorer har vi besluttet ikke at gøre det i forhold til turneringen i 2034«, skriver forbundet.

Australien, der var vært for VM for kvinder i 2023, vil i stedet gå efter andre turneringer som de asiatiske mesterskaber for kvinder i 2026 og klub-VM for herrer i 2029.

Saudi-Arabien annoncerede sit officielle bud på slutrunden, kort efter at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) 4. oktober gav 2030-slutrunden til et fælles bud fra Spanien, Portugal og Marokko. Samtidig opfordrede Fifa lande i Asien og Oceanien til at søge om slutrunden i 2034, da det ifølge forbundets rotationsprincip var deres tur. Buddet fra Saudi-Arabiens Fodboldforbund (Saff) kom mindre end to timer senere.

Fifa opsatte samtidig 31. oktober som deadline for bud på 2034-slutrunden og gav altså eventuelle bejlere mindre end en måned til at byde ind.

Ingen andre kandidater

Det er Asien eller Oceaniens tur til at afholde VM i 2034, da Nordamerika ved USA, Canada og Mexico afholder slutrunden i 2026, og Afrika og Europa samt Sydamerika ifølge Fifa er dækket ind i 2030. Her er Uruguay, Argentina og Paraguay således vært for hver én kamp i 2030, inden resten af slutrunden afvikles i Spanien, Portugal og Marokko. Alle seks lande er direkte kvalificeret til 2030-slutrunden som værter.

Kritikere har set den usædvanlige konstruktion og den korte deadline som et forsøg på at bane vejen for Saudi-Arabien som vært i 2034. Samme aften som det saudiske bud blev annonceret, meldte Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC) sig på banen, og AFC-præsident Salman bin Ibrahim Al Khalifa udtrykte sin fulde støtte til Saudi-Arabien.

Australien, der hører under AFC, meldte sig ligeledes på banen, men havde modsat Saudi-Arabien ikke et køreklar bud, hvorfor man i første omgang blot overvejede muligheden.

Indonesien kom kortvarigt også i spil som Australiens mulige medvært, men trak sig hurtigt igen og stillede sig bag Saudi-Arabiens bud.

Ingen andre lande i Asien eller Oceanien har meldt sig offentligt som bejler.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her