Læs referaterne fra kampene i 15. runde af Superligaen i fodbold.

Superliga-overblik: AGF udbyggede afstanden ned til konkurrenterne

AGF's Patrick Mortensen kom på måltavlen efter 46 minutter. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
AGF's Patrick Mortensen kom på måltavlen efter 46 minutter. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

AGF - Viborg FF 2 - 0

1-0 Patrick Mortensen (46) 2-0 Tobias Bech (77)

Efter en flot anden halvleg kunne AGF søndag juble over en 2-0-sejr på hjemmebane mod Viborg i Superligaens runde 15.

Sejren blev grundlagt på fem for Viborg skæbnesvangre minutter efter pausen, hvor et AGF-mål og en Viborg-udvisning blev afgørende, efter at første halvleg havde været en chancefattig ørkenvandring.

Dermed lykkedes Viborg-træner Jacob Poulsen ikke med følge op på sejren over Silkeborg i cheftrænerdebuten.

Med sejren ligner AGF et hold med kurs mod top-6, da holdet udbyggede afstanden ned til Viborg på den forkerte side af top-6-stregen til otte point.

Der mangler syv runder af grundspillet.

Viborg lagde ellers godt fra land og satte sig på opgøret med højt tempo og et energisk genpres.

Gæsterne formåede dog ikke at skabe de store målchancer, og langsomt fik AGF spist sig ind i et opgør, der før pausen var rodet og manglede intensitet.

En yderst chancefattig halvlegs bedste tilbud stod værternes Tobias Bech for, men offensivspillerens afslutning fra kanten af feltet sad lige på Viborg-målmanden Lucas Lund.

Dødvandet blev imidlertid brudt umiddelbart pausen, hvor spillerne knap var kommet ud af omklædningsrummene, før AGF havde bragt sig foran.

Venstrebacken Gift Links sendte et knivskarpt indlæg ind i panden på angrebsesset Patrick Mortensen, der stangede 1-0-føringen i mål 30 sekunder efter pausen.

Blot fem minutter senere blev ondt værre for Viborg, da angriberen Renato Junior kom alt for hårdt ind i en tackling på Gift Links, hvilket blev takseret til et direkte rødt kort.

Herefter forsøgte AGF at kontrollere sejren hjem ved at holde fast i bolden og køre gæsternes 10 mand trætte.

Efter 77 minutter lukkede værterne kampen, da Tobias Bech fra kanten af feltet flugtede bolden i mål til 2-0, efter at Lucas Lund havde mistimet et indlæg.

OB - Hvidovre 0 - 2

0-1 Tobias Thomsen (57) 0-2 Tobias Thomsen (62)

Hvidovre IF fik overraskende klubbens første Superliga-sejr, da mandskabet vandt 2-0 over OB i Superligaen.

Første halvleg var præget af høj intensitet fra begge hold, men hverken OB eller Hvidovre var i stand til udnytte deres chancer.

OB kom ud til anden halvleg med fornyet energi og lagde et højt pres på Hvidovre-mandskabet.

Alligevel var det Hvidovre, der efter en times spil fik hul på bylden, da Hvidovre-angriber Tobias Thomsen med et flot hovedstød bragte gæsterne foran 1-0.

Det gav angriberen blod på tanden, for blot fem minutter efter blev Thomsen dobbelt målscorer og bragte Hvidovre foran med 2-0.

Resultat betyder, at Hvidovre fortsat befinder på sidstepladsen - nu med seks point. OB forbliver nummer ti med 13 point, men nu kun med et enkelt point ned til Vejle Boldklub på 11.-pladsen.

Det første kvarter skete der ikke det store i kampen, men efter 20 minutter begyndte Søren Kroghs tropper at røre på sig.

Efter 30 minutter blev OB-kanten Charly Nouck sendt i dybden og lagde bolden ind foran Hvidovre-målet, men angriber Don Deedson fik ikke ram på bolden.

Første halvlegs største chance tilfaldt Hvidovre i sidste tillægsminut, da Christian Jakobsen headede bolden mod det lange hjørne, men OB-backen Leeroy Owusu fik clearet.

I anden halvleg lagde OB et højt pres fra start, men det var Hvidovre, som kendte deres besøgelsestid.

For i det 57. minut sendte Hvidovre-backen Ahmed Iljazovski et eminent indlæg ind i hovedet på Tobias Thomsen, som på flot vis headede bolden ind i netmaskerne.

Fem minutter efter var Tobias Thomsen igen modtageren af et flot indlæg, hvor angriberen igen kom først på bolden og scorede til 2-0.

FC Midtjylland - FC Nordsjælland 2 - 0

1-0 Oliver Søresen (55) 2-0 Dario Osorio (90+4)

Der var vigtige point på spil til topstriden søndag eftermiddag, da FC Midtjylland fik fuldt udbytte med en 2-0-sejr over FC Nordsjælland i Superligaens 15. runde.

Med sejren er FCM på tredjepladsen med 30 point og har kun tre point op til FC København på førstepladsen. Nordsjælland er på femtepladsen med 25 point.

Første halvleg var en noget rodet og chancefattig forestilling med FCM mest på bolden sammenlignet med et sjældent set passivt og uskarpt FCN-hold.

Efter pausen åbnede ballet sig dog mere op. FCM viste flest tænder og var klart farligere end Nordsjælland, der ikke fik skabt nok i offensiven og først havde et skud inden for målrammen efter 75 minutter.

Kampen startede i et højt tempo, men ingen af holdene formåede at tage kontrollen i indledningen. Det gav en masse angreb til begge mandskaber, men chancerne udeblev.

FCM var mest på bolden, mens FCN omvendt var uskarp i spillet med bolden og ikke formåede at få kombinationerne til at sidde.

Efter pausen bragte FCM sig i front efter ti minutter på et flot mål af midtbanespilleren Oliver Sørensen. FCM-profilen sparkede første gang på et højt indlæg og dirigerede fornemt bolden over i det lange hjørne.

FCN havde slet ikke skabt noget offensivt før de sidste 20 minutter, hvor gæsterne begyndte at tage initiativet. Det tvang FCM længere tilbage på egen halvdel, og FCN fik truet en smule mere.

Gæsterne formåede dog aldrig at komme frem til den afgørende målchance, og i stedet lukkede FCM kampen til 2-0 på et mål af offensivspilleren Darío Osorio i de døende sekunder.

Vejle - Lyngby 1 - 0

1 - 0 German Onugkha (67)

Vejle-topscorer German Onugkha blev helten, da han søndag sikrede Vejle klubbens tredje sejr i denne Superliga-sæson. Oprykkerne slog her Lyngby med 1-0 og sparkede dermed nyt liv i drømmen om overlevelse.

Vejle virkede mere oplagte end søndagens gæster fra Lyngby, da hjemmeholdet fra første fløjt tog dirigentstokken.

Lyngby var mere afventende og lurede i omstillingsspillet, hvor Jonathan Amon med sin fart kunne gøre ondt på oprykkerne. Det var dog kun i få momenter, at Lyngby lykkedes med at sætte amerikaneren i scene.

Kvalitet var en mangelvare hos begge hold før pausen, men Vejle-topscorer German Onugkha fik efter 67 minutter brudt dødvandet.

Scoringen åbnede kampen op, da Lyngby skulle længere frem på banen. Gæsterne blev dog ikke farlige, og dermed fik Vejle sæsonens bare tredje sejr.

De tre point betyder, at Vejle inden dagens øvrige kampe kun er et point fra OB på 10.-pladsen, mens Lyngby fortsat er at finde på syvendepladsen med 16 point.

Vejle startede bedst, og oprykkerne havde optræk til flere chancer i løbet af kampens første minutter, men efter en hektisk indledning fandt Lyngby også fodfæste.

Det var dog Vejles Miiko Albornoz, der havde halvlegens bedste forsøg kort før pausefløjt. Venstrebacken var løbet med frem og stod pludselig fri ved bageste stolpe, men svenskerens hovedstød endte i sidenettet.

Kampbilledet fortsatte efter pausen med Vejle mest på bolden, mens Lyngby kun i momenter fik etableret sit angrebsspil.

Efter en times spil fik Vejles German Onugkha langt om længe brudt dødvandet, da han blev spillet fri i feltet og sendte hjemmeholdet på sejrskurs.

Scoringen tvang Lyngby længere frem på banen, og selv om Vejle virkede i kontrol, fik gæsterne alligevel skabt lidt panik før lukketid. Vejle-defensiven stod dog imod.

FCK - Brøndby 0-0

Det sluttede uden scoringer, da FC København og Brøndby søndag mødtes i Superliga-sæsonens andet derby.

I et udsolgt Parken spillede FC København 0-0 med Brøndby i søndagens derby, der ud over at være et lokalbrag også var et opgør mellem holdene på Superligaens første- og andenplads.

Det var tydeligt at se, at der var vigtige point og ære på spil i kampen, idet begge hold var meget låste i spillet.

Særligt Brøndby havde problemer med at sætte noget sammen offensivt, mens FCK var en kende bedre til at kombinere sig frem til chancer.

En kombination af manglende skarphed og en velspillede Patrick Pentz i Brøndby-målet gjorde dog, at det heller ikke blev til mål i den modsatte ende.

Det uafgjorte resultat betyder, at FCK fortsat topper Superligaen med 33 point efter 15 kampe. Brøndby er at finde på andenpladsen med 30 point efter samme antal kampe.

FCK sad på spillet fra start. Kevin Diks var tæt på at bringe hjemmeholdet i front efter knap et kvarter, men Frederik Alves fik clearet bolden.

Grundet problemer med at spille sig igennem FCK’s pres kom Brøndby ikke meget op på københavnernes banehalvdel.

I den modsatte ende nåede hjemmeholdet kort før pausen at håbe på et straffespark, da VAR brugte lang tid på at bedømme en situation, hvor Viktor Claesson blev nedlagt.

Dommen blev dog, at der ikke var straffespark, og derfor var stillingen fortsat 0-0 ved anden halvlegs start.

Her fortsatte FCK med at være farligst, men hverken Viktor Claesson eller Christian Sørensen formåede at udnytte de muligheder, som københavnerne skabte i det første kvarter efter pausen.

Herefter kom Brøndby bedre med, og med godt 20 minutter tilbage af opgøret var Mathias Kvistgaarden tæt på at overliste Kamil Grabara.

Sæsonens andet derby sluttede således 0-0.

Den rolige aarhusianer har det fint i et af Danmarks mest pressede trænerjob

Silkeborg-Randers FC 1-1

0-1 John Björkengren (21) 1-1 Callum McCowatt (84).

Både Randers og Silkeborg kunne dufte sejren, men det endte 1-1 i fredagens superligaopgør, der for alvor livede op i afslutningen.

John Björkengren bragte i første halvleg Randers på sejrskurs, og et uinspireret Silkeborg-hold havde frem til slutfasen ingen kvalificerede modsvar.

Men først udlignede indskifteren Callum McCowatt, og siden fik Silkeborg også chancen for at sejre. Men Randers-keeper Patrik Carlgren pillede flot Søren Tengstedts straffespark.

Randers har på niendepladsen nu 15 point efter 15 kampe, mens Silkeborg på tredjepladsen har 27 point.

Silkeborg åbnede fredagens opgør bedst og truede med flere farlige omstillinger i en livlig indledning, men et hurtigt åbningsmål udeblev for de uskarpe værter.

I stedet kom Randers på 1-0 efter godt 20 minutter, da den svenske midtbanespiller John Björkengren kom først på bolden og prikkede Daniel Høeghs hovedstødsoplæg i nettet for næsen af Silkeborg-keeper Nicolai Larsen.

Målet blev først godkendt efter en grundig vurdering af VAR, da det faldt efter et hjørnespark med hård kamp om positionerne og bolden i feltet, og Randers blev med træfferen det første udehold til at score mod Silkeborg i seks kampe på Jysk Park.

Silkeborg genfandt kontrollen med spillet frem mod pausen, men havde store problemer med at skabe åbne chancer mod et godt organiseret Randers-hold.

Kent Nielsen stillede for første gang med både Alexander Lind og Tonni Adamsen i sin frontkæde, men de to frontløbere gjorde ikke meget væsen af sig, og efter godt en time blev ligatopscorer Lind efter sin tredje målløse optræden i træk pillet ud.

Indskiftningerne ændrede dog ikke på, at Silkeborg uvant for holdet spillede langsomt og uden de helt store idéer.

Efter 70 minutter fik Adamsen sendt bolden i nettet efter et sjældent velfungerende angreb, men målet blev hurtigt annulleret, da bolden på stregen ramte backen Oliver Sonne i hovedet i en klar offsideposition.

Randers havde spredte muligheder, men forsømte at øge sin føring, og så vendte kampen i stedet på hovedet i de sidste ti minutter.

Først pandede McCowatt et indlæg fra Anders Klynge i nettet til 1-1, og siden fulgte Tengstedts mislykkede forsøg fra straffesparkspletten samt en stor og ligeledes forspildt mulighed til McCowatt i overtiden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her