Steve Cooper er færdig som træner for Nottingham Forest. En afløser ventes ansat snart.

Formsvage Nottingham Forest smider træneren på porten

Foto: Lee Smith/Ritzau Scanpix
Foto: Lee Smith/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Premier League-klubben Nottingham Forest skal have ny cheftræner. Det fremgår af klubbens hjemmeside.

Steve Cooper har på det seneste være anset som en mand med et varmt sæde under sig, og tirsdag blev det bekræftet, da klubben fyrede den 44-årige træner.

»Steve vil altid være en ven af klubben og vil til evig tid være velkommen på City Ground. Vi ønsker ham held og lykke fremover«, skriver klubben på hjemmesiden.

Copper kom til Nottingham Forest i 2021 og var manden, som i sommeren 2022 sikrede holdet oprykning til Premier League. Under hans ledelse lykkedes det også holdet at undgå nedrykning i sidste sæson, og indtil videre ligger holdet også lige over nedrykningsstregen i denne sæson.

Resultaterne på det seneste har dog været sløje, og det koster ham nu jobbet efter 55 Premier League-kampe i spidsen for holdet. Nottingham Forest er uden sejr i de seneste seks ligakampe – fem af dem er blevet tabt. Holdet har fem point ned til nedrykningsstregen, hvilket kan blive reduceret til to point, hvis Luton vinder den kamp, holdet har til gode.

På rygtebasis nævntes portugisiske Nuno Espírito Santo som favoritten til at overtage jobbet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her