Jose Mourinhos tid i Roma er forbi.
Portugiseren stopper således med øjeblikkelig virkning, skriver klubben tirsdag morgen på sin hjemmeside.
Tiden var inde til en ændring, fastslår Roma-ejerne Dan og Ryan Friedkin i en udtalelse.
»Vi vil gerne takke José på vegne af os alle i AS Roma for hans passion og indsats siden ankomsten til klubben«.
Vi tror, at en øjeblikkelig ændring er i klubbens bedste interesse
»Vi vil altid have gode minder om hans periode i Roma, men vi tror, at en øjeblikkelig ændring er i klubbens bedste interesse«.
»Vi ønsker José og hans assistenter alt det bedste i fremtiden«, siger ejerne til klubbens hjemmeside.
Mourinho og Roma indledte samarbejdet i maj 2021, og i sommeren 2022 førte han holdet til sejr i den første udgave af Conference League, som er den tredjebedste europæiske turnering.
Aktuelt ligger Roma nummer ni i Serie A.
Den danske landsholdsback Rasmus Nissen Kristensen er en del af truppen i Roma. Han kom til fra engelske Leeds i sommer på en lejeaftale.
ritzau
fortsæt med at læse




























