FC København oplyser, at klubben forhandler med Galatasaray om et salg af højrebacken Elias Jelert.

FCK bekræfter tyrkisk bud på Elias Jelert

Elias Jelert spillede selv to gange mod Galatasaray i sidste sæson. I den første blev han udvist. I den anden kamp vandt FCK 1-0 og kvalificerede sig til knockout-kampene. Foto: Jens Dresling
Elias Jelert spillede selv to gange mod Galatasaray i sidste sæson. I den første blev han udvist. I den anden kamp vandt FCK 1-0 og kvalificerede sig til knockout-kampene. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

FC København bekræfter, at der er modtaget et tilbud på forsvarsspilleren Elias Jelert.

Det skriver klubben i en selskabsmeddelelse.

»FC København kan bekræfte, at der er modtaget et tilbud på Elias Jelert fra Galatasaray«, lyder det.

»Der pågår i øjeblikket forhandlinger mellem parterne, og der er ikke sikkerhed for, at en aftale vil blive indgået«.

21-årige Jelert har allerede optrådt 97 gange for hovedstadsklubben. Han har også fået debut på A-landsholdet, hvor det er blevet til tre kampe.

I foråret var højrebacken dog i længere perioder henvist til bænken i de afgørende kampe i Superligaen.

Tipsbladet skrev tidligere tirsdag, at Galatasaray havde budt 75 millioner kroner for danskeren.

Det er blot et år siden, at FCK forlængede kontrakten med Jelert, så den løber til sommeren 2027.

Hvis FCK går til enighed med Galatasaray, vil det ikke være første gang, at de to klubber når til enighed om en transfer af en ung, dansk forsvarsspiller.

I sommeren 2021 sendte man midtstopperen Victor Nelsson, der på daværende tidspunkt var 22 år, samme sted hen. Han er fortsat på kontrakt i Istanbul-klubben.

Flere siger farvel

Der er i det hele taget travlhed hos FC København.

Tirsdag skriver FC København på sin hjemmeside, at 19-årige Emil Højlund er blevet solgt til Schalke 04. Han følger dermed sin tvillingbror, Oscar Højlund, til Tyskland, efter at sidstnævnte i sidste uge røg til Eintracht Frankfurt.

Ifølge sportsdirektør Sune Smith-Nielsen havde man gerne beholdt den unge angriber.

»Emil har været i FC København, siden han kom sammen med Oscar som ganske ung, og derfor er det også noget særligt at sende ham videre«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her