Chelsea startede sæsonen fantastisk, men har siden november haft svært ved at finde rytmen.
I de seneste 18 kampe er englænderne blot gået jublende fra banen seks gange. To af dem mod upåagtede Ipswich fra den næstbedste række og Zilina fra Slovakiet. Det er altså et storhold langt fra topformen, FC København på tirsdag møder i Champions Leagues ottendedelsfinale. Så trods den lange danske vinterpause er timingen ikke så skidt for de danske mestre. Chelsea ser ikke skræmmende ud »De kunne have spillet mod Chelsea på et meget, meget værre tidspunkt. Selvfølgelig er det en ulempe, at de ikke har spillet en betydende kamp i lang tid, men lige nu ser Chelseaholdet ikke så skræmmende ud. Det er slet ikke så solidt, som det ellers har været i mange år«, siger Niclas Jensen, tidligere landsholdsspiller, der selv har optrådt flere år i Premier League. Så sent som i mandags havde den engelske mesterklub problemer mod midterholdet Fulham. Chelseastjernerne skabte kun få større chancer og brændte dem, de trods alt kreerede. I stedet begik nyindkøbte David Luiz straffespark i overtiden, men målmand Petr Cech reddede sit hold fra et sidste minuts-nederlag. Det halter gevaldigt nu »Deres stærke offensiv startede sæsonen enormt godt og scorede tre, fire, fem mål i hver kamp. Den halter gevaldigt nu, og de lever meget på enkeltmandspræstationer«, siger Niclas Jensen. Chelseas dårlige periode startede ret præcist 14. november 2010, hvor mandskabet tabte 3-0 til Sunderland. I England såvel som i Champions League fik holdet problemer, og kun takket være et mål fem minutter før tid vandt det over Zilina. På hjemmebanen Stamford Bridge. What a waste of money Efter årsskiftet vandt Chelsea tre kampe på stribe , men holdet virker nu igen til at være ude af rytme. Og det efter at have brugt omkring 630 millioner kroner på spillerne Fernando Torres og David Luiz, der skulle stabilisere holdet. Men indkøbet af særligt topangriberen Torres har skabt mere uro end ro, påpeger engelske kommentatorer. I det meste af sæsonen har manager Carlo Ancelotti kun spillet med én spydspids, og hvis han vil fortsætte med det, skal enten Drogba eller Torres starte på bænken. En rolle, ingen af dem kan lide. Oven i købet har den 440 mio. kr. dyre spanier været noget nær ringe i sine to hidtidige kampe »What a waste of money«, har modstanderholdenes fans råbt ad ham, ligesom den tidligere engelske landsholdsangriber Trevor Francis har kritiseret Torres. Han ligner en amatør »Han spiller kun op til sit ry i hver 10. kamp. Indimellem beviser han, at han er en topspiller, men så laver han fejl, der får ham til at ligne en amatør«, har Francis sagt til hjemmesiden Talksport. Chelsea-stjernerne Didier Drogba, Michael Essien, John Terry, Frank Lampard og Petr Cech har én kamp til at finde rytmen inden opgøret mod FCK, når de i morgen møder Everton i FA Cuppen. »Der er ingen tvivl om, at det er fint at møde Chelsea nu. Men det er stadig lutter superstjerner, der kan afgøre en kamp, selv om det kører dårligt for holdet, så det bliver svært for FCK«, siger Niclas Jensen.




























