Da de dødtrætte Manchester City-spillere 5. november slæbte sig ud af et efterårståget Etihad Stadium – efter at de trods en times spil til rådighed ikke havde formået at ændre på, at CSKA Moskva førte 2-1 – var det et ubehageligt signal om, at den tredje Champions League-fiasko på fire år lå lige om hjørnet.
Men en lille mand fra Buenos Aires med et enormt talent for at score mål, Sergio Leonel ’Kun’ Agüero Del Castillo, tændte 20 dage senere et lille lys med et hattrick, der på samme bane nedlagde FC Bayern 3-2.




























