Der neue Boss: Tysklands nye midtbanechef har fået EM-klasse i Madrid

Omdrejningspunkt. Sami Khedira (tv) er blevet Tysklands nye chef på midtbanen.
Omdrejningspunkt. Sami Khedira (tv) er blevet Tysklands nye chef på midtbanen.
Lyt til artiklen

Real Madrid har leveret et helt hold af spillere til EM-slutrunden, hvor de fleste af dem mødtes i semifinalen mellem Spanien og Portugal.

Den franske angriber Karim Benzema er rejst hjem, og i aften løber de to tyske mesterspillere fra den spanske hovedstadsklub, Sami Khedira og Mesut Özil, ind til semifinalemødet med et Realfrit italiensk hold.

Mens der på forhånd var stillet store forventninger (de er indfriet, dog uden én scoring) til 23-årige Mesut Özil i rollen som den centrale midtbaneregissør, er Sami Khedira vokset med storslåede præstationer fra kamp til kamp og vurderes nu til at være vigtigere for EM-holdet end Bastian Schweinsteiger bagest på midtbanen.

Har overtaget for Schweinsteiger
Sidstnævnte har haft besvær med at finde formen efter nogle ugers skadepause op til slutrunden, og Schweinsteiger spiller ikke med den dynamik, beslutsomhed og udstråling af gennemslagskraft (2-1-scoringen mod Grækenland med en flot helflugter var kronen på værket), som Khedira har gjort.

LÆS OGSÅ Tysk 'Kaiser' hoverer: Vi har ingen svagheder

’Der neue Boss’ hedder en overskrift i sportsmagasinet Kicker, der hylder den 25-årige løbe- og nærkampstærke eks-Stuttgart-spiller, som har været i Real i to år ligesom Mesut Özil.


Før i tiden havde den spanske storklub i flere perioder tyske stjerner, der blev meget populære hos fansene og havde enorm indflydelse på Reals spil. Midt i 1970’erne var det Günter Netzer og den alsidige Paul Breitner. Et par andre topnavne var Uli Stielike og Bernd Schuster.



Sami Khedira og Mesut Özil var i 2009 med til at vinde U21-EM i Sverige, hvor anfører Khedira modtog mesterskabstrofæet efter 4-0-finalen mod England.

Spild af tid? Tyskerne pønser på at bruge gammelt succestrick

Manuel Neuer vogtede målet og er nu Tysklands suveræne nummer 1. Han blev rekordsætter i kvartfinalen mod grækerne. Neuer er eneste tysker, der har fået 14 sejre i træk med landsholdet. Bernd Schuster vandt 13 kampe på stribe i 1979-81.



Khedira hylder José Mourinho

Den første tid i Madrid var svær for Sami Khedira, har han fortalt til Kicker.

»Man forstår ikke sproget, har ingen venner og intet socialt liv. Derfor koncentrerede jeg mig mere end nogensinde om fodbold, jeg lærte at leve sundt og fornuftigt, og jeg kom i form som aldrig før«.

»José Mourinho har været en fantastisk træner for mig. Først skulle jeg mest tænke på at lukke af foran forsvaret og gøre det nemme med bolden. I min anden sæson i klubben har han givet mig lov til at spille mere offensivt, og jeg er kommet til EM-slutrunden med stor selvtillid. Jeg ved, at jeg aldrig har været bedre«.

FAKTA Det skal du vide om dagens semifinale

Tyskerne ville hellere have mødt England og har stor respekt for Italien, som under træner Cesare Prandelli, der har formet et hold, som gerne vil have bolden og spiller med to angribere, er blevet bedre fra kamp til kamp.

Mens Prandelli ikke har planer om at ændre på sit hold, vil den tyske træner, Joachim Löw, hente Lukas Podolski tilbage på venstrekanten, og Löw beholder formentlig Miroslav Klose som førsteangriber, så Mario Gomez må på bænken igen.



Mesut Özil og Sami Khedira skal, som sædvanlig, styre spillet frem ad banen, men de skal også sikre, at Andrea Pirlo ikke får spillerum og tid til at dominere på midten af banen, som den italienske styrmand så fremragende gjorde mod englænderne.

Italien har styr på lazarettet: Alle mand er klar til i aften

Hvis de kan lukke af for Pirlo, kan Tyskland få den første sejr over Italien i en slutrundekamp og være klar til en EM-finale med mange Real Madrid-spillere på banen i Kijev på søndag aften.

Søren Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her