Hvis Cristiano Ronaldo har siddet på sit værelse på hotellet tæt ved den polske by Poznan, hvor det portugisiske EM-hold forbereder sig til onsdag aftens opgør mod Danmark i Lviv, og svedt og funderet over, hvad han denne gang skal gøre og finde på i duellerne med Michael Silberbauer, vil det formentlig være spildt forarbejde.
For alt tyder på, at stjernespilleren slipper for at stå ansigt til ansigt med ’Portugal-specialisten’ Silberbauer. Denne gang skal altmuligmanden fra schweiziske Young Boys i Bern indtage en plads på bænken, mens Simon Busk Poulsen løber ind for at spille den venstre back, som han gjorde så overbevisende mod Holland.


























