Med finanskrisen som bagtæppe mødes de to kriseramte naboer Italien og Spanien i dag i Gdansk til EM’s første ’lokalopgør’; det meget interessante slag om Middelhavet. Hvor det ikke er givet på forhånd, at de dobbelte mestre fra Spanien vil feje italienerne ud af banen på vej mod den historiske triumf på stribe. Begge hold er i favoritfeltet og ubesejrede i kvalifikationen.
Ganske vist er der givetvis stor folkelig opbakning i Gdansk og foran alverdens tv-apparater til det spanske landshold og den publikumsvenlige, angrebslystne og teknisk raffinerede stil, holdet har adopteret fra FC Barcelona i forhold til det mere defensivt orienterede italienske hold. Som oven i købet er ramt af den pinlige sag om matchfixing og bestikkelse, der involverer flere af landets topspillere og forleden fik landstræner Cesare Prandelli til at erklære, at holdet er villigt til at rejse hjem, »hvis det er bedst for fodbolden«.




























